Kirkens Korshær sætter fokus på genbrug
Mange aktiviteter med kreative ildsjæle fredag og lørdag i næste weekend.
GENBRUG: Kirkens Korshær på Valdemarshaab 3 i Køge fejrer i næste weekend, fredag den 17. og lørdag den 18. oktober tre års fødselsdag og inviterer i den anledning til en dejlig oplevelse med arrangementer, der spændeder over temaet genbrug.
Alt for mange ting bliver kasseret fordi vi ikke har fantasi til at se muligheder i genbrug. Derfor har Kirkens Korshær i Køge bedt kreative ildsjæle til at give deres bud på, hvordan man kan opleve glæden ved at udnytte ting, som måske ellers var tiltænkt lossepladsen.
Multikunstneren Lis Bruun vil bl.a. vise hvordan hun klipper i porcelæn og limer stykkerne på alt fra borde, skåle, smykker til fuglebad. Kunfantasien sætter grænser. Hvis du ar lyst, kan du selv blive mosaikkunstner og lave smukke ting til hjemmet og måske gaver til familie og venner.
I forretningen vil der altid være porcelæn til fri afbenyttelse, så udgifterne til kunstværker vil være minimale og glæden ved selv at designe stor.
Det er også lykkedes at få Flemming Stenalt til at komme og fortælle om det spændende emne kryddersnaps. Flemming Stenalt har igennem mange år været meget optaget af emnet og er æresmedlem af snapselauget i Dragør. Der vil være mulighed for at blive meget klogere på snaps og den store glæde selv at have fremstillet netop den snaps, man bedst kan lide. De feste ingredienser er fra naturen, så det giver ekstra bonus, at tage en tur ud i det blå.
I anledning af arrangementet vil der blive solgt flasker og glas til formålet.
Vibeke Mogni-Jensen vil vise hvordan man laver tasker af lommer fra kasserede bukser. Kirkens Korshær har taskerne til salg i forretningen og de er meget populære.
Antikvitetshandler Niels Tryde vil lørdag vurdere værdigenstande, så har man noget man gerne vil vide værdien af, så få en snak med Niels Tryde.
Fredag er der desuden mulighed for at få vurderet frimærker og mønter.
- Der vil i anledning af fødselsdagen være dækket borde med spændende retroting, som man kan give et bud på. Der opstilles et telt, hvor der vil være mulighed for at købe gamle bøger og pladesamlinger, fortæller Lis Bolt fra Kirkens Korshær i Køge.
Begge dage vil der være mulighed for at stille sulten. Danny fra Restaurant Marina vil sælge Pullet Pork og sodavand.
- Og for at gøre det hele så festligt som muligt, vil Upstairs Jazzorkester spille lørdag, fortæller Lis Bolt.
Aktiviteterne vil foregå fredag fra kl. 14-17 og lørdag fra kl. 10-15, hvor der også vil blive budt på kaffe/te og kage.
Se mere på www.kirkenskorshaerkoege.dk.