Langfingret værktøjskup
To mænd stak angivelig af med udstyr for op mod en million ved et indbrud på Håndværkervej
To mænd gik tilsyneladende grundigt til værks, da de brød ind i virksomheden CL Smed i Roskilde.
En af de to skal nu for Retten i Roskilde, hvor han skal stå til ansvar for den del af forbrydelsen, som anklagemyndigheden mener, han står bag.
Dokumenter fra retten viser, at der er tale om en 38-årig mand.
Videre beretter de, at indbruddet i smedevirksomheden på Håndværkervej blev begået 25. marts 2013.
Da de to mænd på ukendt vis havde skaffet sig adgang til firmaets lokaler, gik de angiveligt i kast med at rage værktøj til sig.
En opgørelse over, hvad der blev stjålet ved indbruddet, viser, at den 38-årige blandt andet skulle have været med til at stikke af med værktøj for omkring 800.000 kroner.
Brugte firmabil til fragt
Værktøjet er dog ikke det eneste den 38-årige er anklaget for at have været med til at stjæle.
På samme tidspunkt som indbruddet skulle tyvene også have brugt en af virksomhedens køretøjer.
Tilsyneladende var der tale om en varebil, og anklageskriftet mod den 38-årige beskriver, hvordan køretøjet blev brugt til at køre tyvekosterne væk.
Hvilke konsekvenser sagen får for manden, skal en dommer nu bedømme.
Mandag 13. oktober ses der på anklagerne hos Retten i Roskilde.
hw