Skensved IF Bordtennis fejrer 40 års jubilæum
Reception i Skensvedhallen lørdag den 25. oktober
JUBILÆUM: I næste uge kan bordtennisafdelingen i Skensved Idrætsforening fejre 40 års jubilæum.
Bordtennisafdelingen er en af syv afdelinger i Skensved Idrætsforening. Afdelingen blev oprettet den 23. oktober 1974. I den forløbne periode har der været seks formænd, større arrangementer er afviklet, holdmesterskaber er vundet og klubbens førstehold er avanceret fra Serie 4 til Serie 1.
På veteransiden er klubben avanceret til divisionsniveau og spiller i dag i Veteran 40 1. Division øst og i Veteran 60 DM-rækken. Mere end 50 individuelle titler er vundet hjem til klubben, heraf flere Østdanske mesterskaber, tre Danmarksmesterskaber samt en VM titel i Veteran 40 double consulation. Med 8 deltagere ved Veteran VM i Stockholm i 2012 var Skensved IFs Bordtennisafdeling Danmarks største trup.
Et medlemstal på 10–60 spillere har været grundlaget for afdelingens aktiviteter.
Højelse skoles gymnastiksal og aula har været Bordtennisafdelingens ”hjem” i 39 år, men fra i år spiller afdelingen sine hjemmekampe i Skensvedhallen.
40–års jubilæet fejres med en reception lørdag den 25. oktober kl. 10–12 i Skensvedhallen, hvor bordtennisafdelingen håber at se tidligere og nuværende medlemmer, repræsentanter fra andre bordtennisklubber, SIF medlemmer, nuværende og tidligere sponsorer og andre med interesse for bordtennisafdelingen.
pm