Æbleeventyr frisk fra trykkeriet
Ved Torvedagene under Gråsten Æblefestival torsdag og fredag kan man købe friske æbler, men også et helt frisk æbleeventyr af den lokale forfatter Bente Løwe Christiansen.
Bogen 'GråstenÆblet – et kerneeventyr' vil endnu være varm fra trykkeriet, og Bente vil selv være der og sælge den. Man kan også høre hende fortælle om gråstenæblets stamtræ i Slotshaven ved Æbleløbet lørdag den 18. oktober, og hun holder foredrag om æblet ved det store æblekagebords-arrangement på Gråsten Landbrugsskole samme eftermiddag.
Foruden selve eventyret indeholder bogen en række artikler om æblets historie og brug, hvor Bente også henviser til steder, man kan besøge.
Det hele er illustreret med tegninger af Dorsi Doï Germann, en tysk kunstner, som også udstiller ved Gråsten Æblefestival – nærmere bestemt i fotobutikken Studie 66.
Bogen er skrevet til voksne men kan også læses for børn, påpeger Bente Løwe, der indleder bogen med sit eget citat: ”Mens man bevæger sig tilbage, går man i virkeligheden indad for at finde sig selv i fremtiden.”
Hun er selv vendt tilbage til sin barndoms land, født med efternavnet Dam Markussen og opvokset i Fiskenæs ved Gråsten, hvor hendes forældre havde ”Legetøjshuset” i Slotsgade.
I 2000, efter næsten 20 år på Midtfyn, ville hun tilbage til vandet og til Gråsten-området. Hendes mand, der havde et travlt job som vicepolitimester i Odense, var pludselig død, juleaften, og hun var alene med sin treårige søn.
Nu har hun job som inklusionslærer og sfo-leder på Gråsten Friskole, men har også tidligere været i Stjernevejens Børnehave, ligesom hun tidligere i sit liv har arbejdet med familiepleje.