Fortsæt til indhold

Flere kommer i arbejde i Haderslev

Der er optimisme at spore på beskæftigelsesområdet i Haderslev. Det viser nye tal fra Arbejdenes Erhvervsråd og Beskæftigelsesregionen

Arkiv
Arkiv

Der går den rette vej for beskæftigelsen i Haderslev Kommune. Det viser nye tal fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd. Analysen viser, at der siden 2013 er kommet 113 flere personer i job i Haderslev Kommune.
"Det går helt sikkert den rette vej. Der er ikke tale om et voldsomt antal, men det er positivt, og jeg ser det som et udtryk for, at virksomhederne langsomt tilpasser sig opsvinget og at flere derfor også kommer i arbejde," siger Jesper Andreasen, formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
Også Beskæftigelsesregionens tal viser, at der i det seneste år er sket en positiv udvikling på arbejdsmarkedet, hvor antallet af lønmodtagere i Haderslev Kommune er steget 1,1 pct.
Haderslev blev ellers ramt hårdt af den økonomiske krise, hvor kommunen mistede en række arbejdspladser.
"Men de lokale virksomheder har formået at holde stand under krisen, og antallet af nystartede virksomheder har modsvaret antallet af lukninger. Vi ved fra tidligere undersøgelse, at der faktisk ikke rigtig er lukket lokale virksomheder, men at de har tilpasset sig, så kapaciteten er stadig i kommunen og med begyndende vækst, er de klar til at ansætte medarbejdere. Det ses også i tallet fra Arbejdernes Erhvervsråd," siger Jesper Andreasen.

Fokus er vigtig

Selvom der nu er optimisme at spore, så gælder det om fortsat at holde det rette fokus både over for virksomheder og borgere.
"Jeg er enig i, at vi sporer fremgang på arbejdsmarkedet. Vi ser også de første tegn på virksomhedsudvidelser og virksomhedshandler. Det bliver derfor også et fokusområde at løse begyndende problemer med at skaffe kvalificerede medarbejdere til visse brancher. Det bør vi nok have sat en lille taskforce til at kigge på," siger Gert Helenius, direktør for Haderslev Erhvervsråd.
"Jeg er glad for den positive udvikling. Vi har stadig en vigtig opgave i at undstøtte borgerne i at komme i job eller uddannelse. Samtidig skal vi tilbyde virksomhederne en god service, og den opgave forsøger vi at løse på bedste vis i samarbejde med Haderslev Erhvervsråd," siger Jesper Andreasen.