Spot på multibanen
I Bylderup-Bov er de rigtig glade for deres multibane, som blev indviet i 2012.
Faktisk er de så glade for den, at de godt kunne tænke sig at bruge den endnu mere, end tilfældet er i dag.
”Multibanen i Bylderup-Bov bliver flittig brugt, og byens børn og unge har i lang tid haft et ønske om, også at kunne bruge multibanen i de mørke timer om aftenen”, fortæller formanden for Borgerforeningen, Heinrich Lüllau.
”Nu bliver deres ønske indfriet, for takket være et sponsorat fra Sydbank Fonden og den lokale virksomhed Matronics, bliver der nu etableret belysning ved multibanen”, fortsætter Heinrich. ”Indvielsen sker lørdag den 18. oktober, og hvad vil være mere naturligt, end at indvielsen sker efter mørkets frembrud”.
I forbindelse med indvielsen er der arrangeret ”Multibane by night streetfodbold”.
Turneringen er åben for alle, der har lyst til at samle et hold. Men man er selvfølgelig også meget velkommen til indvielsen, selvom man ikke selv vil bruge banen ved denne lejlighed. Møder man op kan man - udover at se lyset blive tændt for første gang, også se frem til en pølse og en vand på borgerforeningens regning.