Fortsæt til indhold

Det var slet ikke som politiet siger

På værtshuset Bobzin i Havnbjerg - tidligere Spar 2 - kan man ikke genkende politiets gengivelse af en episode i går onsdag middag

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Indehaver af værtshuset Bobzin i Havnbjerg centeret, som tidligere hed Spar 2, Annette Lund-Hansen og en række af hendes gæster blev noget overrasket over den gengivelse af en episode i går onsdag middag, hvor en patrulje indfandt sig i beværtningen.
Ifølge døgnrapporten, som blandt andre Lokalavisen Budstikken fik den gengivet, så blev værtshuset ryddet og de otte gæster samt bestyreren smidt ud, da de sad og drak øl, selv om stedet i øjeblikket ikke har nogen alkoholbevilling.
"Det var slet ikke sådan, det skete," fortæller Brian Christiansen, som var blandt de otte gæster.
LÆS OGSÅ: Politiet uddelte bøder på bodega

"Der var ingen, som blev smidt ud. Tre af os sad og drak nogle øl, som vi selv havde medbragt, mens de andre drak kaffe," fortæller han.
"Vi fik at vide, at vi ikke måtte sidde og drikke øl. Heller ikke selv om, det var nogen, vi selv havde medbragt. En af os sagde så, at hvis vi ikke må sidde her og drikke øl, så må vi hellere gå udenfor med dem. Ja, det må I hellere, svarede en af betjentene. Det gjorde vi så," fortæller Brian Christensen, som i øvrigt betegner de to betjentes optræden som stille og rolig og helt korrekt.
"De var faktisk flinke nok," siger han.
Ifølge Annette Lund-Hansen, gik diskussionen også på, at politiet ikke kunne se, om øllene var medbragt eller solgt til dem.
"Men det kan de faktisk godt, for det kan man se på vores overvågningsbilleder, at de ikke er," siger hun
"Det passer heller ikke, at jeg som bestyrer var til stede. Det var en ansat," fortæller hun videre.

Ingen bevilling

Det er dog korrekt, at stedet ikke i øjeblikket har en alkoholbevilling.
"I forbindelse med at jeg overtog Spar 2 og omdannede den til Bobzin søgte jeg samtidig en ny alkoholbevilling. Det var den 17. juni, mener jeg, og den har jeg endnu ikke fået," fortæller Annette Lund-Hansen.
"For 3-4 uger siden dukkede en civil patrulje op, og de fortalte mig, at så længe jeg søger en bevilling, må jeg have åbent til klokken 2, men ikke som ellers til klokken 5. Det har jeg så rettet mig efter," fortæller hun.
"Men i fredags dukkede der igen en patrulje op, og så fik jeg en bøde på 10.000 kroner, fordi jeg solgte øl uden en bevilling. Den ene af betjentene var den samme, som var der for 14 dage siden, og jeg spurgte ham, hvorfor han dengang havde sagt, at jeg kunne holde åbent til klokken 2, så længe min ansøgning var under behandling. Han sagde, at det bare var for at være flink, og jeg da godt vidste, at jeg ikke måtte. Men hvis jeg vidste, at det var ulovligt, så havde jeg da ikke holdt åbent. Så havde jeg da lukket ned, indtil jeg havde fået min bevilling," siger Annette Lund-Hansen, som nu frygter, at hun snart modtager endnu en stor bøde.
"Jeg fik ved samme lejlighed at vide, at der manglede nogle papirer i min ansøgning, og at det var derfor, ansøgningen endnu ikke var færdigbehandlet," fortæller hun.
En af de ansatte, Marlene Olsen, fortæller, at hun efterfølgende ringede til den ansatte hos politiet, som sidder med ansøgningen.
"Jeg spurgte, hvad det var for nogle papirer, som hun manglede, og hun sagde, at hun ikke manglede nogen papirer," fortæller Marlene Olsen.
"I går (onsdag, red.) skrev jeg så en mail til hende for at høre, hvornår jeg kunne forvente at få min bevilling. Men jeg fik en mail retur, at hun først var tilbage på mandag," fortæller Annette Lund-Hansen.
"Hvis bare hun havde gjort ansøgningen færdig i fredags, så havde jeg ikke fået endnu en bøde," sukker Annette Lund-Hansen.