VB får eftergivet gæld på seks millioner kroner
Kreditorerne er gået med til at slette en del af deres tilgodehavende i VB, der samtidig og har fået 50 procent tilbage af spillerrettighederne
"Jeg synes, at alle, som holder af VB, i dag kan være glade for, at der stadig foruden den mentale opbakning er personer, selskaber, bank og Vejle Kommune med flere, som støtter op økonomisk for at brande og for at klubben fortsat kan bestå - endda i en forstærket udgave."
Det siger VB's formand Lars Skou i en kommentar til, at klubben i dag har fået eftergivet en del af sin gæld og samtidig generhvervet en del af spillerrettighederne. Begge dele har været en forudsætning for, at nuværende og nye aktionærer har sagt ja til at investere 18 millioner kroner, så klubben undgår den truende konkurs.
De mindre kreditorer er ikke en del af akkordaftalen. Det vil sige, at de ikke mister noget af deres tilgodehavende i VB, mens de større kreditorer frivilligt er gået med til at slette gæld.
"Vi er glade for, at mindre kreditorer er blevet friholdt og dermed fortsat kan være med til at danne et grundlag for selskabets økonomi ved at fortsætte som sponsor og være en del af netværket," skriver VB i en pressemeddelelse.
Hvor stor en andel af sin gæld, Vejle Boldklub har fået eftergivet, oplyses ikke, men samlet set drejer det sig om seks millioner kroner, oplyser klubben.
Investerforeningen, der tidligere har købt spillerrettighederne, har samtidig givet haldelen af rettighederne tilbage til klubben. Det betyder, at VB får halvdelen af pengene ved fremtidige spillersalg.
"Jeg vil gerne på bestyrelsens og de nye investorers vegne takke Gert Eg og Arne Kristensen samt Brian Kristensen for en stor indsats i forbindelse med den samlede løsning," siger Lars Skou.
Den sidste forudsætning
Det, der nu mangler, for at VB endelig erklærer sig fri af konkurstruslen, er at de nuværende aktionærer siger ja til, at de nye aktionærer får lov at tegne A-aktier og dermed får den bestemmede indflydelse.
2/3 af de nuværende aktionærer skal sige ja, for at det bliver vedtaget.
"En del af de store, nuværende aktionærer har allerede tilsluttet sig dette, og selskabet vil opfordre til, at aktionærer, som ønsker at tiltræde dette, giver deres fuldmagt videre," skriver VB i pressemeddelelsen.