Dansen om Kristian
At invitere ’fjende nr. 1’ til 1. maj i Give blev for meget for Socialdemokraterne
Socialdemokraterne i Give inviterede DF-formand Kristian Thulesen Dahl til at tale ved årets 1. maj-arrangement ved Kulturhuset i Give.
Men både i fagbevægelsen og internt hos socialdemokraterne lød der ramaskrig, da det kom frem, at Dansk Folkepartis formand skulle tale på arbejdernes internationale kampdag. Og det endte da også med en aflysning.
Men det var hverken ramaskrigene eller politisk pres, der fik den lokale S-formand, Vibeke Hejnfeldt, til at aflyse.
“Jeg har travlt på arbejdet, hvor jeg sidder med blandt andet lønstyring for 250 kolleger og et helt nyt edb-system. Så jeg kan ikke deltage 1. maj. Og da ingen af de andre i bestyrelsen turde påtage sig ansvaret for at gennemføre, var vi nødt til at aflyse det hele,” siger Vibeke Hejnfeldt.
“Invitationen er blevet udlagt som en støtte til Dansk Folkeparti - men det var det altså ikke. Dansk Folkeparti er ikke et arbejderparti, og de bliver aldrig et arbejderparti. Men de tager stemmer fra Socialdemokratiet. Så hvis vi skal vise vælgerne, at DF ikke er et arbejderparti, er vi nødt til at lade dem tale ved vores arrangementer. Derfor inviterede vi Kristian,” siger den lokale S-formand.
Tale på internettet
Kristian Thulesen Dahl ærgrer sig over aflysningen.
“Jeg synes, at S og DF har mange politiske kontaktflader. Og dem ville jeg gerne tale om 1. maj. Nu må jeg i stedet lægge min tale på partiets hjemmeside,” siger han.
Morgenen efter det kaotiske forløb i pressen omkring invitationen og aflysningen holdt DF gruppemøde på Christiansborg.
Udløste sagen her smil i forbindelse med jeres gruppemøde?
“Nej, vi havde mange andre punkter på dagsordenen. Så vi nåede ikke at smile. Men vi mødes jo igen i aften ...,” sagde Kristian Thulesen Dahl samme formiddag og gav dermed et hint om sit syn på, om sagen har været til DFs fordel.
Kristian Thulesen Dahl vil ikke kommentere på Vibeke Hejnfeldts udtalelse om, at hans tale skulle bruges til at udlevere DF.
“Det er deres sag at efterrationalisere. Men jeg kan da godt se, at invitationen kom på tværs af Socialdemokratiets planer om at bruge 1. maj til at angribe os. Så Vibeke har nok haft et behov for at forklare sig. Men uanset begrundelsen for at invitere mig kunne jeg se et perspektiv i at komme af med mit budskab. Det er altid positivt for mig at kunne forklare vores politik. Hver gang vi gør det, er der nemlig nogle, der synes, at det giver mening. Derfor takkede jeg ja til invitationen,” siger DF-formanden.
Skal ikke til 1. maj
Når nu DF-formanden mener, at han politisk hører hjemme på arbejdernes kampdag, ville det måske være naturligt for ham at deltage, selvom han ikke selv skal holde tale. Men det vil han ikke.
“Nej, jeg skal ikke til et 1. maj-møde. Det vil bare blive opfattet som en provokation ovenpå hele det her forløb. Men jeg håber da at blive inviteret igen en anden gang,” siger Kristian Thulesen Dahl.