Dansk Folkepartis medlem nummer 15.000 fik blomster og bød på æblekage
På Hyldager i Give var der mandag eftermiddag stillet æblekage på bordet og kaffe i termokanden. For formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, var på besøg.
Han havde gaver med, for han besøgte nemlig Dansk Folkepartis nyeste medlem. Nummer 15.000 på listen. Hun hedder Sonja Toft Madsen,
"Jeg har stemt Dansk Folkeparti i 19 år, så det var nærliggende med et medlemskab. Men jeg var da noget 'hold da op', da de ringede fra Dansk Folkeparti og stillede mig spørgsmålet, om jeg ville have besøg af Kristian Thulesen Dahl. Jeg kender ham jo i forvejen, så det var da helt fint. Men havde nu ikke regnet med, at et medlemskab skulle blive til et besøg," siger hun.
For Kristian Thulesen Dahl er i Give absolut en hjemmebane, for han bor i nabobyen Thyregod.
"Vi har markeret både medlem nummer 5000 og nummer 10.000, og vi havde snakket om, hvad vi skulle gøre for at markere nummer 15.000. Og da det viste sig at være et medlem fra Give, vidste jeg straks, at jeg da personligt skulle aflevere gaven," sagde Dansk Folkepartis formand.
Gaven var tre bøger samt en stor buket blomster.