Ældre dame franarret dankort og pinkode
På en tur i supermarkedet fik en ældre kvinde tirsdag omkring klokken 17.30 først afluret pinkoden til sit dankort, hvorefter hun blev franarret selve kortet:
"Da kvinden kommer ud af butikken bliver hun kontaktet af to personer, en mand og en dreng. De får distraheret hende til at åbne kølerhjelmen på sin bil, og det lykkedes dem at stjæle hende dankort, der lå i en taske på forsædet af hendes bil", forklarer Henrik Dam fra Lokalpolitiet i Kolding.
Manden beskrives som 50-55 år, 170-175 centimeter høj, mørkt hår med lidt gråsprængninger og med mellemøstligt udseende.
Drengen beskrives som 10-12 år, 160-165 centimeter høj og kraftig af bygning.
Det var drengen der på dansk henvendte sig til kvinden.
"Man har efterfølgende konstateret, at der er blevet hævet 14.000 kroner på den 79-årige kvindes kort", fortæller Henrik Dam.