Sarah åbner fodklinik i Skibby
Sarah Klausch har netop åbnet sin anden fodklinik, denne gang i Skibby
Sarah Klausch blev færdiguddannet som fodterapeut for to år siden, og trods en til tider svær branche at få fodfæste i, er det alligevel lykkedes hende, at arbejde tre dage om ugen, som selvstændig fodterapeut i Københavnsområdet.
“Men fordi jeg kun arbejder tre dage det andet sted, betød det, at jeg godt kunne slå til her, hvor jeg lejer mig ind hver tirsdag og hver anden lørdag i lige uger. I det nye år er jeg her også om torsdagen,” fortæller Sarah, som netop har færdigindrettet lokalet på Hovedgaden 80 C i Skibby. Helt præcist bliver det hos Beautylunden, som også huser frisører, massører og terapeuter, at Sarah fremover vil være at finde på udvalgte dage.
Her er den unge kvinde klar til at tage imod folk med enten fodproblemer, eller dem som slet og ret bare ønsker lidt velvære.
“Det er både unge og ældre som opsøger en fodterapeut. Nogle kommer en gang om året andre hver sjette uge, det er meget forskelligt,” siger Sarah. Man kan læse mere på:
www.beautylunden.dk