Kvinde fulgte efter tasketyve
Lars Saugbjerg
En 38-årig kvinde, der onsdag kom gående med sin cykel på 6. Julivej/Treldevej, fik stjålet sin taske.
"En knallert med et par unge mænd på kørte op på siden af kvinden, og stjal tasken fra hendes cykelkurv," fortæller Mogens Damgaard, Lokalpolitiet i Fredericia.
Kvinden gav dog ikke op. Hun fulgte efter tasketyvene, der smed knallerten på Treldevej, hvorefter de forsøgte at undløbe. Kvinden fik hjælp af andre borgere, politiet blev tilkaldt - og kort efter lykkedes det politiet at anholde tyvene.
De er kendt af politiet. Det er to teenagere fra det nordlige Fredericia og det vestlige opland.