Fortsæt til indhold

Skoler i Vejle tager forskud på folkeskolereform

Fem skoler i Vejle har fået penge til at lave forsøg med en længere skoledag og mere varieret undervisning, inden reformen træder i kraft

Arkiv
Arkiv

Eleverne på fem skoler i Vejle Kommune vil i februar-marts-april få en længere skoledag og en mere varieret undervisning. De fem skoler har fået i alt 518.000 kroner fra Undervisningsministeriets pulje på 20 millioner kroner til forsøg med projekter, der er en forløber for folkeskolereformen, der træder i kraft i august med det nye skoleår.
”Jeg er rigtig glad for, at fem af vore skoler har fået del i projektmidlerne. De erfaringer, disse skoler gør sig, vil alle de andre skoler her i kommunen kunne bruge. Jeg glæder mig også til at se resultaterne fra de mange andre projekter, som finder sted på landets andre folkeskoler. Der vil helt sikkert være noget for os i Vejle at hente, ligesom skoler andre steder i landet kan høste af vore erfaringer,” siger Anette Jensen, chef for Uddannelse & Læring i Vejle Kommune.
Bredagerskolen afprøver nye motiverende og innovative læringsformer.
På Novaskolen afprøves FABlab-undervisningen i to forløb. FabLab-undervisning er en tværfaglig, teknologibaseret og problemorienteret undervisning.
Bredsten- Gadbjerg Skole afprøver ”coaching” med eleverne i udskolingen.
Gårslev skole har fået penge til afklaring af didaktiske og praktiske spørgsmål og problemstillinger ved en længere skoledag.
Mølholm skole sætter fokus på opkvalificering af pædagogernes arbejde i indskolingen i forhold til folkeskolereformen.