Fortsæt til indhold

Ældre Sagen i Køge kalder til cafémøde

- på Sandmarksbo med spændende foredrag om Etiopien

Arkiv
Af Per Møller

KØGE: Ældre Sagen i Køge byder onsdag den 29. oktober kl. 14-16 indenfor til et hyggeligt cafémøde på Sandmarksbo i Køge.
Eftermiddagen byder på foredrag ved Ruth Christoffersen om Etiopien.
- Ruth Christoffersen bringer tilhørerne fra hovedstaden Addis Abeba ud i det smukke og bjergrige land. I en storslået Canyon skærer 'Den Blå Nil' sig gennem landskabet, og at vandre til det store vandfald er en betagende oplevelse. Ved en cirkelrund vulkansk sø er der tid til en pause med etiopisk kaffe, måske verdens bedste. Sejlturen på den store Tana-sø giver os mulighed for at gå i land på et par af øerne og opleve nogle af de meget gamle rundkirker med fine vægmalerier, ofte udført på lærred. Rejsens højdepunkt er dog opholdet i Lalibela med de mange kirker direkte udhugget af klipperne. I begyndelsen af januar fejrer man den ortodokse jul, der bringer tusinder af pilgrimme til Lalibela, hvor klippekirkerne danner rammen om flere dages festligheder. Dette skal vi naturligvis opleve. At rejse i Etiopien er på mange måder som en rejse tilbage i tiden, fortæller formand Jens Nyborg som en appetitvækker til cafémødet.
Tilmelding skal ske senest torsdag den 23. oktober - en beskeden entre for foredrag, kaffe og kage betales ved indgangen.