Fortsæt til indhold

Da tyskeren faldt fra

Emil Deuleran fra Fredericia er med i avisens Talentjagt

Arkiv
Lars Saugbjerg

Den 17-årige gymnasieelev Emil Deleuran sidder i Fredericia Triathlon Teams klublokale og fortæller sin historie.
“Det var en fantastisk oplevelse. Det var overvældende,” siger han - og beretter videre om sine præstationer ved Ungdoms-OL i Kina.
Emil er et triathlon-talent. Fredericia Eliteidræt har indstillet ham til at modtage Lokalavisen Budstikkens Talentpris på 25.000 kroner. Emil var også indstillet sidste år, men fik dog ikke plads i finalen. Måske kan resultaterne fra hans ophold i Kina i august gøre noget ved sagen i år. Han vandt olympisk guld for hold - og ikke mindst olympisk bronze individuelt.
Netop bronzemedaljen betyder mest for Emil. Uden den, var han nemlig kommet på et dårligere stafethold.
“Jeg husker, hvornår det gik op for mig, at bronzemedaljen var i hus. Det var cirka en kilometer fra målstregen - da tyskeren faldt fra. Han kunne ikke mere, og så var vi kun tre tilbage i front. Nu er den der, tænkte jeg.”
Emil Deleuran gik på skamlen, og det danske flag blev hejst.
“Der var vildt mange tilskuere, også på ruten. Folk tog billede og skulle have autografer af mig. Det var vildt at prøve, og jeg blev da rørt, da jeg fik medaljen om halsen.”
Den unge triatlet blev også belønnet for sin indsats ved at blive valgt som repræsentant for sit land som fanebærer ved afslutningsceremonien.
“En ubeskrivelig følelse.”

De nye mål

Ingen kommer så langt uden intensiv træning. Men faktisk havde Emil slet ikke regnet med at tage medaljer.
“Nej, for jeg har haft en del overbelastningsskader, så til tider har det været svært at få øje på de lyse sider. Det er et stort hak i motivationen, når man får skader, Men min træner Boris Bjulver har været fantastisk, han har styr på det. Det lykkedes at få tre måneders fuld træning, og det gav resultater.”
Emil har hen over sommeren trænet mindst 20 timer om ugen.
“Sporten betyder rigtig, rigtig meget for mig. Jeg tænker på den hele tiden, og planlægger mit liv efter den. Det er meget tid at bruge, men når man står på skamlen, er det virkelig fedt. Det er den følelse, jeg søger - og det er den følelse, der får mig til at træne så meget.”
OL i Tokyo 2020 er det næste store mål - og at gøre det godt til VM og EM.
“En top-10 placering, så er jeg glad. Bare vintertræningen fungerer uden skader - så skal det nok bringe mig gode steder hen.”