Fortsæt til indhold

Gamle kan lære at slå og falde

Med den rette teknik kan man undgå at komme til skade ved fald i hjemmet

Arkiv
Peter Friis Autzen

Kampsporten Jiu Jitsu kan hjælpe ældre til et sundere liv. Og kan også forebygge de skader, ældre får, hvis de falder i hjemmet eller på fortovet.
Det mener i hvert fald 82-årige Bent Olesen fra Fredericia. Derfor har han taget initiativ til, at Budokan i Sjællandsgade nu opretter et særligt Jiu Jitsu-hold for pensionister.
"Jeg begyndte selv at dyrke Jiu Jitsu som 76-årig," siger Bent Olesen.
"Ud over at sporten giver motion, giver den også selvtillid. Man får ny selvkontrol og kropslige teknikker. Blandt andet faldteknikker. Kort sagt: Man lærer at falde, så man nok slår sig - men uden at man brækker noget," siger han.
Idéen til at bruge Jiu Jitsu som forebyggende indsats mod faldskader kom, da Bent Olesen fik besøg fra kommunen, der så på hans hjem og helbred.
"Vi kom til at snakke om Jiu Jitsu, og så opstod idéen om at bruge dét til at forebygge skader," siger han.
Bent Olesen understreger, at sporten er ret skånsom.
"Hvis man har brug for en pause, så holder man bare en pause. Værre er det ikke," siger han.
Kurset hos Budokan begynder 7. oktober og kører derefter med to ugentlige træninger frem til slutningen af november. Det er planen at gennemføre kurset to gange om året.
Tilmelding kan ske på telefon 30 42 66 00.

Det kan se voldsomt ud, men man er velkommen til at holde en pause, hvis det bliver for meget, siger Bent Olesen.