Vikingeborg, middelalderby og kinesiske menukort
Henrik Sass Larsen besøgte Køges vikingeborg i sidste uge og ser generelt gode muligheder for Køge på turismeområdet - hvis man er villig til at arbejde målrettet for det.
TURISME: Køge har et væsentligt uopdyrket potentiale som turistmål, men det kræver en bevidst og målrettet indsats at gøre noget ved det og slippe blandt andet købestærke kinesiske og russiske turister løs i Køges gader.
Det mener i hvert fald erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, der også er minister for turismeområdet, og som mener, at Køge skal udnytte sin position tæt på København til at give turister en unik oplevelse i middelalderbyen.
- Se for eksempel på Braunstein. De har været virkelig dygtige til at fylde nogle busser med folk og køre dem til Køge for at give dem en oplevelse, siger Henrik Sass Larsen om Bryghuset Braunstein på Køge Havn, som tilbyder oplevelser og indtryk i lige så høj grad som øl og whisky.
Drømmen om udvikling på turismeområdet får yderligere næring af det nylige fund af en gammel vikingeborg ved Køge, som Henrik Sass Larsen besøgte sammen med blandt andre repræsentanter fra Kulturstyrelsen i fredags. Her blev der blandt andet tid til en diskussion af, hvordan man udvikler Borgring, som vikingeborgen nu officielt er blevet døbt, til en stærk turistattraktion for Køgeområdet.
Historien om de danske vikinger har en stærk international genklang og kan være med til at "sælge" en tur til Køgeområdet for eksempelvis krydstogtturister, som i parantes bemærket er kendt for at være glade for at åbne pengepungen undervejs på turen.
- Kinesere og russere bruger ufatteligt mange penge, og de køber gerne i Danmark, for her er de sikre på, at mærkevarene er ægte, siger Henrik Sass Larsen med et smil.
Han understreger, at nøgleordene er service og kvalitet, og at der er brug for en klar strategi og lederskab. Blandt andet kan man hjælpe turisterne sprogligt med tolke og oversatte menukort på cafeerne.
- Man kan tilbyde en dagsoplevelse, hvor man henter folk i busser, viser dem middelalderbyen og et besøg på en restaurant, hvor tingene præsenteres på deres eget sprog. Potentialet er en stor omsætning pr. person, siger ministeren, der altså opfordrer til, at man lærer af Braunstein.
Et år som minister
Henrik Sass Larsen rundede for nylig et år som erhvervs- og vækstminister i et ministerium med en meget bred portefølje med fokus på alt fra realkredit og søfart til turisme og mobilsendemaster.
En væsentlig opgave har blandt andet være at sætte værn op mod, at finanskrisen kan gentage sig - blandt andet ved en øget regulering af banksektoren.
- Der er ingen garantier, men vi gør, hvad vi kan for at hindre, at det kan ske igen, siger han og fremhæver, at det danske erhvervsliv i dag er rigtig fint på vej efter krisen.
- Men to ting trækker ned: Putin og Syrien. Putin fordi restriktionerne i handelen går ud over vores erhvervsliv. Hvis folk spørger sig selv, hvorfor de skal interessere sig for russiske separatister, så skal man bare se nyheder, for hindringerne kan for eksempel betyde, at ens job forsvinder, hvis man arbejder i en fødevarevirksomhed, der eksporterer til Rusland, siger han om det stærke eksempel på globaliseringen, som understreger det stigende behov for internationale samarbejder og opdyrkning af nye markeder for danske virksomheder.
- For eksempel er der masser af muligheder i Kina, hvor der er en hastigt voksende middelklasse, der efterspørger vores produkter, siger han.