Højløkke afviser kritik fra tidligere klienter og ansatte
Interview med Klaus Schønfeld, leder af Behandlingscenter Højløkke
Er det korrekt, når tidligere klienter siger, det flød med stoffer på Højløkke Vejle?
Nej, det har der aldrig gjort. Vi har altid testet brugerne løbende igennem hele deres forløb, og indimellem var der nogle, der blev testet positive. Det kan ikke undgås, at nogle for eksempel har smuglet stoffer ind, men så har vi taget hånd om det.
Har fase 2 været underbemandet?
Bemandingen i vores fase 2 fulgte de budgetter, som vi fik godkendt. Én terapeut skal kunne varetage 7 brugere. For det meste var der to ansatte, men i perioder én, det er afhængig af den samlede belægning. Der har kun i meget korte perioder været 8-9 brugere om én behandler. Man skal huske, at brugerne i fase 2 er selvkørende og er taget ind til Vejle hver dag for at træne eller gå på Café Himmelblå. På mange behandlingssteder har man flere brugere per behandler.
Hvorfor er der ikke døgnbehandling i fase 2, når prisen for kommunerne er den samme?
Vi sukker dybt over denne kritik fra Socialtilsynet, for det er jo blevet godkendt af den tidligere tilsynsmyndighed, der har vurderet, at det er fagligt forsvarligt at gøre det på den måde. Prisen er en gennemsnitspris af hele forløbet pånær udslusningsdelen, og det har det nye tilsyn også været bekendt med.
Hvad siger du til kritikken af at ansætte tidligere indskrevne klienter?
Vi har aldrig nogensinde, som det påstås, ansat folk kort tid efter, der er blevet clean. Der er altid gået mindst to et halvt år, fra de var stoffri. Når vi ansætter tidligere brugere, står de heller ikke i taknemmelighedsgæld til os, som det påstås. Det er deres egen fortjeneste, de er blevet clean. Det er dem, der har lavet forandringen, så de har ingen gæld til Højløkke.
Narkomaner jubler over lukning af Højløkke