Queen, Ferry og Clausen på scenen
Det er et tætpakket program Musikhuset spiller ud med den næste uges tid. Musikalsk lægger huset rum til både Bryan Ferry og en hyldest koncert til Queen.
Det sidste årti har Gary Mullen og bandet The Works turneret non-stop i det meste af verden med deres ‘One Night of Queen' som en hyldest til et af alle tiders største bands. De har optrådt i teatre og på festivals for udsolgte huse. Lørdag den 25. oktober kl. 20.00 spiller de i Musikhusets koncertsal.
Et døgns tid før er det Bryan Ferry, der spiller samme sted - og det er til meget stor glæde for Musikhusets direktør, Torben Seldrup.
“Af de udenlandske kunstnere, som vi har forsøgt at få til Musikhuset, er Bryan Ferry den, som vi har arbejdet længst på. Det har været tæt på tidligere, men denne gang har vi allieret os med Værket i Randers og Tivolis Koncertsal, hvor Bryan Ferry så også giver koncert i denne omgang. Vi har i forvejen et tæt samarbejde med disse to kulturhuse, der også er medlem af Danske Koncert og Kulturhuse, og det er glædeligt, at vi også på dette område kan hjælpe hinanden denne gang med et fælles bud på kunstneren,” siger Torben Seldrup,
Mens musikken er i højsædet i denne uge, så byder næste uge på stand up for viderekomne. Det sker tirsdag den 28. oktober, når Musikhuset byder på en humoristisk aften i selskab med ingen ringere end den lidt små gale - må man vist godt kalde ham - Erik Clausen.
“To timer fyldt med galskab og humor, men også mere seriøst, lige fra aktuelle til lokale emner vil nemlig også blive vendt. En aften du ikke vil glemme,” skriver Musikhuset i en pressemeddelelse.