Kirkens Korshær mødes i Oksenvad
Der inviteres til gudstjeneste og kirkefrokost med Kirkens Korshær
Søndag den 26. oktober kl. 10.30 er der gudstjeneste i Oksenvad Kirke. Prædikanten er konstitueret sognepræst Maria Christiansen.
Efter gudstjenesten arrangerer Kirkens Korshær kirkefrokost i Oksenvad Skole. Efterfølgende vil der være foredrag ved Birgitte Jeppesen fra Kirkens Korshær. Birgitte Jeppesen er leder af Mariatjenesten på Vesterbro i København. Mariatjenesten er et fristed for mennesker, der lever på gaden. Her kan de få lov til at hvile sig, få en kop kaffe, en bid mad og en snak.
I over 100 år har Kirkens Korshær virket blandt fattige og udstødte i Danmark. Korshæren er mest kendt for natherberge og varmestuer for hjemløse. Her kan man få et billigt eller gratis måltid. Besøgstjeneste i fængsler og arresthuse er også en væsentlig opgave for Korshæren.
Alle er velkomne til gudstjeneste, kirkefrokost og foredrag. Der er ikke fastlagt pris for frokost og foredrag, man betaler efter evne og lyst. Overskuddet går til Kirkens Korshærs arbejde.