Fortsæt til indhold

Gør et ekstra F.U.N.D i Varde

To veninder åbner på torsdag en ny spændende livsstilsbutik i Varde

Arkiv
Kim Schou

De to kvinder, Mette Lillerøj og Susan Lorange, mødte hinanden, da de begge midt i livet startede på en ny uddannelse som Tekstil- designer og formidler på Teko Center Herning. Efter i flere år at have arbejdet i helt andre fag, har pigerne nu valgt at følge drømmen og kaste sig over deres passion med at arbejde med design.
Ønsket om at åbne egen butik har de også begge haft længe, men det venskab der hurtigt udviklede sig mellem dem, opdagede de også gjaldt på det professionelle plan, hvor de med interesse for de samme skæve ting fandt, at de med hver deres evner og indgangsvinkler supplerede hinanden rigtig godt. Drømmen bliver nu en realitet når de sammen er klar til at byde kunderne velkommen torsdag den 23. oktober i butikken F.U.N.D i Storegade.
Pigernes vision med butikken er at videregive inspiration til, hvordan man med kreativitet og fantasi kan genbruge og nyfortolke brugt og gammelt på en ny og trendy måde i boligindretning og påklædning.
”Vi synes at der i dag kasseres alt for meget, der stadig er brugbart. Ofte er det ganske små ændringer der gør, at tingene igen er moderne og kan bruges i en smart og nutidig indretning af hjemmet,” siger Mette Lillerøj, der især står for boligindretnings ideerne i butikken.
”Ligeledes er meget af det tøj, der kasseres stadig pænt og brugbart, og ved at ændre lidt på snittet og tilføje små nye detaljer, får man et helt nyt og meget personligt stykke tøj, der med garanti ikke går andre rundt i,” fortæller Susan Lorange med et smil.

Synligt arbejde

I et baglokale i butikken har hun fået indrettet systue, hvor kunderne med et kik igennem en rude kan følge med i hendes arbejde med tøjet.
”Vores ønske med butikken er, at kunderne vil få en anderledes og nærværende oplevelse ved et besøg. Vi vil arbejde synligt, så kunderne kan følge processen, og opleve at blive en del af vores univers. Atmosfæren vil være afslappet og der skal være tid til en snak. Vi synes det er spændende at have en dialog med kunderne, hvor deres ideer kan være lige så spændende som vores, og vi i samarbejde kan finde de helt rette løsninger til både boligindretning og beklædning for den enkelte,” fortæller Mette Lillerøj.
Der vil også være mulighed for at få hjælp til omforandring af kundernes egne skatte. Det kan eksempelvis være et gammelt møbel eller et stykke yndlingstøj, der af den ene eller anden grund trænger til en kærlig hånd. Så kan vi i samarbejde med kunden planlægge de ændringer der skal til for at tingene får fornyet værdi.
På sigt er det planen at pigerne også vil tilbyde kurser og workshops i forskelligt håndarbejde og kreativitet.
”Det vil også være rigtig spændende at høre kundernes ønsker på netop dette område, for derved at kunne planlægge målrettede undervisningsforløb. Vi tror på, at et ønske fra én person ofte vil have interesse for flere og derfor sagtens kan danne grundlaget for vores valg af arrangement. Det sjoveste for alle er jo, at man kommer hjem med oplevelsen af at have lært noget, der kan sætte éns egen fantasi i sving,” siger Susan Lorange.

Ting i Udvalg

F.U.N.D som butikken i Storegade hedder, har også ting i udvalg fra bl.a. lokale kunstnere. Så sortimentet i butikken bliver et miks af nyt og gammelt, og der bliver mange forskelligartede ting at gå på opdagelse mellem. ”Finurlige, Underfundige, Nutidige Designs er den lange forklaring på vores navn, og dækker vist meget rammende det blandede udvalg af tøj og ting, der gerne skal med kunderne hjem som dagens bedste fund” griner pigerne.
”Generelt kan jeg sige, at alt er til salg i butikken. Også vores inventar,” smiler Mette Lillerøj.
”Det skaber bevægelse og forandring i butikken, at den hylde varerne står udstillet på, også lige pludselig kan blive solgt og vi så må finde en ny måde at indrette os på. Men det gør også, at det vil være en ny oplevelse hver gang man som kunde besøger butikken. “Og det er netop vores ønske også at inspirere kunderne til at se deres egne ting fra en ny vinkel og derved opleve fornyet glæde ved ting man allerede ejer, i stedet for bare at smide ud og købe nyt,” slutter hun.
Åbningstiderne i butikken vil ligge fra 11-17 på dagene onsdag, torsdag og fredag, da pigerne også har andre opgaver, så som at assistere med styling og indretning af især områdets sommerhuse.