Spillerne kunne ikke hjælpe klubben
Jeppe Rafn
Det blev ikke til den sejr, som hele Vejle og en stor del af fodbold-Danmark håbede på i fredagens aftenkamp mellem VB og Skive.
Hjemmeholdet spillede ikke en af sine bedste kampe, mens udeholdet var gode og vandt en fortjent sejr på 2-1.
Udeholdet var foran 2-0 indtil fem minutter før tid, da Anders Kaagh fik reduceret til 1-2 og fik publikum op af stolene og gav dem nyt håb.
Men det blev ved håbet i VB's måske sidste kamp som professionel fodboldklub, hvis det ikke inden for få dage lykkes at skaffe nye investorer, der vil kaste millioner i klubben.
Gratis adgang havde lokket over 5.000 tilskuere på stadion. Det største antal i over fem år, siden superligakampen mod AGF den 31. maj 2009.