Faldende børnetal bringer ny model i spil
Der bliver født færre børn i Varde Kommune. Det betyder færre børn i de lokale dagtilbud. For at kunne fastholde dagtilbud i lokalområderne undersøger Varde Kommune nu andre løsninger
Varde Kommune har over en årrække oplevet faldende børnetal. Konsekvenserne af det, begynder nu at slå igennem lokalt.
"Når der fødes færre børn, bliver der også færre børn i dagtilbuddene. Fremover vil flere institutioner få færre børn. Nogle steder vil der være så få børn, at det lokale dagtilbud er presset. Derfor bliver vi nødt til at kigge på andre løsninger, der kan sikre, at tilbuddene kan opretholdes lokalt," siger Per Rask Jensen, som er formand for Udvalget for Børn og Undervisning.
Udvalget kigger lige nu nærmere på en model, hvor der lokalt skabes aldersintegrerede løsninger for børn fra 0 til 6 år.
Vigtigt at sikre kvaliteten
Varde Kommune arbejder for, at der også fremover vil være et godt tilbud til alle børn, uanset hvor de bor i kommunen.
"Det er vigtigt for os, at børnene kan få et tilbud i deres lokalområde, hvor de trives og er trygge, men det helt afgørende for os er at sikre kvaliteten i tilbuddet til børnene. Derfor har vi lyttet til input fra brugerne og besluttet at bruge den samme tildeling, der er til vuggestuepladser," siger Per Rask Jensen.
Udvalget for Børn og Undervisning har besluttet at oprette et aldersintegreret tilbud i Starup og undersøge mulighederne for et aldersintegreret tilbud i Lunde og Horne.
I et aldersintegreret tilbud er institutionen ikke opdelt i en traditionel vuggestue- og børnehavegruppe, men i grupper på tværs af alderen 0-6 år. Det kan organiseres på forskellige måder i forhold til institutionens struktur.