Ny forpagter i Vallø Golfcenter
JOBSKIFTE: Vallø Golfs Café og Restaurant er ikke kun et sted for "golfere", men for alle, der vil have et godt måltid mad eller måske bare lidt drikkelse.
Det slår Maj-Britt Jensen en tyk streg under. For det er det langt fra alle, der ved.
Efter lidt over fire år, har Carsten Hobel, CH Catering, pr. 1. november valgt at søge nye udfordringer og overlade gryder og pander i golfklubben til 49-årige Maj-Britt Jensen.
Hun har siden maj måned været et kendt ansigt i klubben, hvor hun har arbejdet i køkkenet hos Carsten Hobel. Men da nu chancen bød sig, slog hun til og sagde ja tak til at forpagte klubbens spisested.
- Jeg er uddannet grafiker, men har altid brændt for at lave mad. Så jeg glæder mig vildt meget, fortæller Maj-Britt Jensen.
Hun vil lægge meget vægt på at lave mad helt fra bunden.
- Og det bliver god kvalitet til rimelige priser, lover hun.
For at få det hele til at løbe rundt, vil hun lægge mange kræfter i også at tiltrække ikke-golfere.
- Alle er velkomne, og så vil jeg også fokusere meget på takeaway-mad.
Tirsdag, onsdag og torsdag tilbydes f.eks. dagens ret til rimelige priser.
- Det bliver god gammeldags mad som f.eks. oksesteg og Valløgryde - og masser af grønt. Så det bliver ikke her, at man får pizza, fastslår Maj-Britt Jensen.
Den hyggelige café og restaurant er også meget velegnet til selskaber. Lige fra konfirmationer til bryllup og runde fødselsdage.
pm