Fortsæt til indhold

Solhjulet nærmer sig Give

Hvis planen lykkes, vil Skulpturby.dk snart kunne indvie det første værk ved indfaldsvejene

Arkiv
Jørgen Flindt

Målstregen er nær, og der er positive vinde omkring snart at komme over målstregen, så dermed bør det første af tre planlagte værker ved Gives indfaldsveje snart kunne sættes op og indvies.
Det vil være Solhjulet. Et stort værk der løfter sig tolv meter over terræn, so som skal stå i rundkørslen ved Diagonalvejen
“Vi er så tæt på målstregen, men vi mangler stadig at få de sidste brikker på plads, før vi kan sige endelig klar. Vi mangler omkring 700.000 kroner, og de penge er vi ved at søge om forskellige steder. Det er mange penge, men vi er fortrøstningsfulde,” forklarer Flemming Holm, der er formand for Skulpturby.dk
Drømmen om Solhjulet samt to andre store kunstværker er en drøm, der er arbejdet med i fire år, og første værk er som nævnt nær ved at kunne realiseres.
“Tanken er, at der skal skabes en stor indgangsportal til Give. Vi er skulpturenes by, og det vil man kunne se på lang afstand,” siger han.
Det er kunstneren Bo Karberg, der skal lave værkerne, og han har fundet inspiration i de 5000 år gamle skivehjul, der blev fundet lige uden for Give.
Hvis alt går vel med indsamling af det sidste beløb, er Skulpturby.dk og kunstner næsten klar til at gå i gang, kun enkelte detaljer mangler.
“Tidsplanen er, at vi indenfor en måneds tid kan sige god for at gå i gang, at værket kan indvies senest sidst på året,” siger Flemming Holm
Skulpturby.dk byder i øvrigt på den årlige fernisering i Kulturhuset. Det sker fredag 23. maj, hvor alle de nye og gamle værker, som står rundt omkring i byen, er i fokus.
Alle er velkomne, og der vil være en god mulighed for at møde kunstnerne bag de skulpturer, som gør Give til skulpturernes by.