Parkering drukner
Kommunens P-plads står under vand, mens den private ved siden af er tør
En central parkeringspladser i Roskilde, står jævnligt under så meget vand, at den er ubrugelig. Det på trods af, at der i flere år har været meget diskussion om manglende parkeringspladser i midtbyen. Den kommunale p-plads ved Borschgade er fyldt med flere kvadratmeter store pytter i gruset, og de omkring 40 p-pladser er så godt som ubrugelige med mindre man har gummistøvler på. Lige ved siden af ligger den privatejede parkeringsplads bag Flensborg, der er brolagt og uden en eneste vandpyt.
Dårligt vedligehold
Roskilde Avis' læsere på Facebook undrer sig over det tilsyneladende misligehold og den store forskel fra privat til kommunal. Doris Jørgensen skriver: - Jeg bor ikke i Roskilde, men når jeg kommer til Roskilde og skal bruge en P-plads og så nærmest skal køre rundt og vente på at andre flytter deres biler, så er det da meget frustrerende med en så ringe P-plads Britt Lanther forklarer, at hendes mor boede på plejehjemmet lige overfor tilbage i 1980, da var det også et usselt sted at parkere. Hun mener, at det er flovt for Roskilde, at der er så dårlig en vedligeholdt parkeringsplads i byen. John Boston Pedersen forstår ikke, at p-pladserne på hjørnet af Borchsgade og Gullandsstræde plus Per Flensborgs er så fine og i orden, hvorfor er kommunens så ikke.
Ruin hindrer
Vejchef Ivan Hyllested Pedersen har lovet at undersøge sagen nærmere. Han forklarer, at et af problemerne med parkeringspladsen er, at der under stedet ligger en gammel kirkeruin. Hvilket betyder, at jorden er fredet, og at man derfor ikke må grave i jorden og eksempelvis lægge dræn. Museumsdirektør på Roskilde museum, Frank Birkebæk, forklarer, at kommunen til gengæld gerne må lave noget over jorden. Derfor er det både muligt at fylde de store hylder op med sten eller grus eller at lægge fliser, som naboen har gjort. Følg debatten og skriv, hvad du mener på Roskilde Avis' Facebookside. ag@roskildeavis.dk