Fortsæt til indhold

Der er tæsk i luften i Kliplev på lørdag

Bokselandskampen mellem Danmark og England - uden hjelme

Arkiv
Mikkel Hansen

De bedste amatørboksere fra Danmark og England er klar til at dele øretæver ud i Kliplev Hallen lørdag lørdag aften, hvor publikum også kan opleve flere af de bedste lokale boksere fra Felsted Bokseklub og Aabenraa.
Felsted Bokseklub har nemlig fået tildelt værtskabet for bokselandskampen mellem Danmark og England.
“Landstræner Gunnar Berg har set, at vi har holdt nogle velbesøgte stævner, og da forbundet gerne vil have stævner ud i provinsen fik vi tilbudet,” fortæller Tina Cordt Berndsen, formand for Felsted Bokseklub.
Boksestævnet bliver historisk, da det bliver den første bokselandskamp i 30 år, hvor der bokses uden hjelm. Det skyldes internationale regler, der først for nyligt er trådt i kraft i Danmark.

Størst i Sønderjylland

Stævnet bokses i Kliplevhallen, hvor der er plads til 900 tilskuere.
“Det bliver det største boksestævne i Sønderjylland, og det er det største setup, vi nogensinde har været en del af. Folk står heldigvis i kø for at hjælpe os, og vi har måtte sige nej tak til hjælp fra flere. Det er jo et rent luksusproblem,” fortæller Tina Cordt Berndsen.
Felsted Bokseklub står for den praktiske del af arrangementet og skal bl.a. betale for transport af det engelske hold på 10 boksere og syv hjælpere.
“Vi betaler flybilletter, bustransport, kost og logi, så det er en stor opgave. Heldigvis har vi et par store sponsorer i Aabenraa Kommune og Fleggaard - uden dem kunne det ikke lade sig gøre,” siger Tina Cordt Berndsen.
Fleggaard har bl.a. stillet gratis hotelværelser på Hotel Des Nordens.

Lokale boksere

Hovedkampen bliver sværvægtskampen mellem Jim Andreasen og engelske James Branch, der er femdobbelt engelsk mester og dobbelt Commonwealth-mester.
Stævnet byder også på flere lokale boksere.
Felsted Bokseklub stiller med 16-årige Mikkel Lauritzen, mens 17-årige Carl Emil Frickmann stiller op for Aabenraa Bokseklub. Felsted Bokseklub stiller med yderligere tre boksere, som der endnu ikke er sat navn på.
Den danske nationalsang synges af Lene Lunde.
Arrangementet byder også på nummerpiger fra Fashionista Tattoo, lyshow, røgmaskiner og DJ.
Dertil kommer de to 'ring announcers' Jens Larsen fra Kliplev og byrådsmedlem Philip Tietje.