Verdensarv vil blive fejret med folkefest ...
STEVNS: Nu er det nu. Senest denne weekend afgør UNESCO om Stevns Klint er værdig til at komme på UNESCOs prestigefyldte Verdensarvsliste.
Hvis Stevns bliver et verdensarvsområde rigere, har Udviklingsgruppen Stevns Klint kørt et brag af en folkefest i stilling.
Fredag den 27. juni kl. 16-18 er det planen at fejre det nye verdensarvsområde med alle stevnsborgere og andre, der har været med i processen, med en uformel folkefest. Arrangementet foregår ved selve Stevns Klint, i Højerup, og der at lagt i kakkelovnen til en glad eftermiddag.
Der vil være festtaler, åbning af Stevns Museums nye Verdensarvsudstilling og masser af livemusik med Tim Schou - vinder af Melodi Grand Prix 2012 - og det rytmiske kor Hold On – alle lokale musikere fra Stevns.
Desuden bydes på et gratis et glas Verdensarvsøl, brygget til lejligheden af Stevns Bryghus og dertil Traktørstedet Højeruplunds Verdensarvshotdog.
Den officielle fejring af Stevns Klint på Verdensarvslisten forventes at blive afholdt efter sommerferien.
Stevns Kommune indvier sin nye turistbus, der i anledning af folkefesten vil køre i pendulfart mellem Store Heddinge - Stationspladsen - og Højerup i tidsrummet kl. 14.30-19.00.
Der er kun begrænset parkeringsplads til private biler, og man bedes venligst lade være med at parkere i Højerup by af hensyn til de lokale beboere.
pm