Tror på endnu en rekord
Messe C byder i den kommende weekend på kreativitet i overflod
Det er Danmarks største kreative messe, som afvikles i Fredericia i den kommende weekend. Antallet af udstillere er oppe på 205 – det højeste antal til dato. Og udstillingsarealet er vokset fra 11.000 til 12.000 kvadratmeter.
PÅ messens to scener skal der afvikles 55 programpunkter - et antal af kreative indlæg, der er endnu større og mere varieret end hidtil set.
“Det kræver stram styring,” smiler projektchef Lars Søndergaard, der håber og tror på en publikumsrekord.
“Sidste år lød messens besøgstal på 16.200, og kurven har faktisk været opadgående i hele messens levetid, så jeg har da en tro og forventning om, at vi laver en ny rekord - ikke mindst fordi vi har øget vores markedsføring,” siger Lars Søndergaard.
Messen startede i 2004 som en ren håndarbejdsmesse med et besøgstal på knap 6.000. I 2009 fik den navnet “Kreative Dage”. På det tidspunkt gæstede 11.457 messen.
Hvor messen tidligere kun rummede for eksempel strik, syning og hækling, har messen udviklet sig et sandt slaraffenland for alle kreative sjæle.
“Det er alt inden for hobby. Vi må dog nok erkende, at der stadig er flest kvinder blandt publikum. Måske 90 procent. Men i de første år så mændende meget lidende ud - det gør de ikke mere. Vi har en del stande og aktiviteter, som mænd har interesse for. Bland andet modeltog, piber, knive og trædrejning,” fortæller Lars Søndergaard.
Mange workshops
På de to scener kan publikum blandt andre opleve bagedyst-vinder Annemette Voss, tidligere tv-vært og kunster Trine Panum Kjeldsen og blogger Karen Klarbæk. Men der er også masser af aktiviteter og workshops blandt de godt 200 udstillere.
“Cirka halvdelen har workshops og forskellige demonstrationer på deres stande - alt fra pileflet til papirkunst,” fortæller Lars Søndergaard, der tilføljer, at messen også aldersmæssigt henvender sig bredere end tidligere.
“Mange udstillere henvender sig direkte til unge. For eksempel efterskoler, der tilbyder designlinjer - eller den unge blogger, som er Kreativ med Ungerne.”
For arrangørerne er det vigtigt, at alle udstillere har et dna med kreative gener.
“Vi siger nej til udstillere, som ikke hører til i den kreative kategori. Vi har ramt et område, som er meget oppe i tiden, og det værner vi naturligvis om.”
Få flere oplysninger om messen, programpunkter, priser og åbningstider på www.kreativedage.dk.