Fortsæt til indhold

Kontrakt på ambulancekørsel underskrevet

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Region Syddanmark og BIOS Ambulance Services Danmark har netop underskrevet den endelige kontrakt om ambulancekørsel på Fyn, i Sydvestjylland og Sønderjylland.
Den endelige kontrakt gør det muligt for BIOS at påbegynde opbygningen af sin danske organisation. Virksomheden har allerede en aftale på plads med 3F, som er fagforening for ambulancepersonalet, og er nu i gang med at udpege en direktør for virksomhedens danske aktiviteter, og personalet vil i de kommende uger få mulighed for at møde ledelsen ved lokale møder.
Den nuværende operatør har opsagt sine elever i regionen, og BIOS vil derfor også invitere interesserede elever til et møde for at sikre en glidende overgang fra en operatør til en anden.
BIOS blev grundlagt i Holland i 1904 og har siden været aktiv inden for forskellige segmenter af specialiseret passagertransport, såsom taxikørsel og transport af ældre og handicappede. I 1950 begyndte virksomheden også at varetage ambulancekørsel.