Fortsæt til indhold

Minibyen i Fredericia kan få mange flere besøgende

Fredericias historiske miniby har potentiale som langt større publikumsmagnet

Arkiv
Peter Friis Autzen

Hvis en række mindre forbedringer blev gennemført, og en håndfuld problemer blev løst, ville Fredericias historiske miniby blive en langt større turistattraktion, end den er i dag.
Det mener i hvert fald Christina Jessie Rasmussen. Hun er serviceøkonom-studerende og hos Madsby Legepark, som administrativt hænger sammen med minibyen.
Som et led i sin uddannelse har hun skrevet en rapport om mulighederne for at forbedre blandt andet besøgstallet i minibyen. Hendes konklusioner klokkeklare - omend nogen må sluge nogle kameler, før konklusionerne kan føres ud i livet.

Problemer

“Et af minibyens problemer er det lidt ældre personale. De brænder for projektet, men de ved ikke hundrede procent, hvad god service er. Og deres engelsk er ikke godt nok til udenlandske gæster,” siger Christina Jessie Rasmussen.
“Minibyen har heller ingen dankortterminal. Det gør, at en besøgende familie uden ret mange kontanter ikke kan købe is til hele familien,” siger hun.
Endeligt er det et problem, at minibyen ikke markedsføres nok. Og at “miniby-folket” og Madsby Legepark er kommet skævt ind på hinanden.
“Der er uenighed om ejerskab og interesser. Det er belastende for begge parter,” siger Christina Jessie Rasmussen, der under arbejdet med rapporten har oplevet det som en udfordring at stå imellem de to institutioner og være tredjemand.

Løsninger

Christina Jessie Rasmussen peger også på en del løsningsforslag. Nogle vil koste en indsats, andre vil koste penge.
“Minibuen bør have en dankortterminal. Man kan udstyre husene med QR-koder, som via en mobiltelefon gør gæsten i stand til at få historien om det enkelte hus, dets beboere eller se et foto af hvordan huset ser ud i dag,” siger hun.
Hun foreslår også et samarbejde med skoletetjenesten og lejrskoler.
Firmaarrangementer er også en mulighed, mener hun. Eller et samarbejde med Kringsminde.
“Her burde være events og oplevelser. Måske teaterstykker,” siger hun.
Problemet er at få råd. Mange af indsatserne kræver en investering, så nogen kan koordinere de forskellige skridt. Men hvis det lykkes, tør Christina Jessie Ramussen godt drømme om et årligt besøgstal i omegnen af 20-30.000 mod de nuværende 7.150.

Efterårsferie

Christina Jessie Rasmussen har selv arrangeret en række events i minibyen i efterårsferien.
“Der er bueskydning, kastanjedyr og meget andet. Både for børn og for voksne - og for hele familien,” siger hun.
Minibyen har åbent i efterårsferien fra klokken 10-16