Farverig ringklokke kan ses fra Mars

Da jeg var en ung mand var jeg på et eventyr af de mere specielle.
Jeg var med en dobbeltdækkerbus til Moskva, hvor vi var nogle danske roligans, der mødte op i østblokkens hovedstand, for at se dansken møde den russiske bjørn.
På fodboldbanen.
Og den bane havde plads til 103.000 tilskuere, og de vel 1000 af dem var danskere iklædt rødt og hvidt. Vi danskere sad ikke samlet, men blev spredt ud blandt 102.000 meget gråklædte sovjetrussere.
Det må have være som at se et Kongen af Danmark bolche midt i et ton Tyrkisk Peber.
Vi danskere stod for farverne. Russerne stod for den mest grå gråhed, jeg nogensinde har oplevet.
Jeg kommer til at tænke på den gamle historie fra mit liv anno 1985, mens jeg cykler hen til Rema for at handle. For min cykel er ikke længere den mest grå af alle grå cykler, den har fået en ny ringklokke, der ikke bare er en grøn ringklokke. Men en skrigende grøn ringklokke.
Det er Henning, der har skruet den på.
Henning er familie. En altid venlig mand fra Højen, der lige er blevet pensionist og er voldsom god til at fikse ting, så han fiksede mit gearskifte en dag, og nå ja, så tænkte han, at min cykel manglede en ny ringklokke.
Han købte derfor en skriggrøn en af slagsen, og nu kan jeg dytte, øh ringe, af alle de der langsomme fodgængere på cykelstierne.
Og det er jo egentligt smart, at man nu både kan høre og ses. For kan man ikke høre ringklokken, så kan den da i det mindste ses. Det er lige før, at der er marsmænd, som står der på Mars og kigger ned mod jorden og tror, at de har glemt en grøn marsmand på jorden.
Så nu er nu farver på drengen, når jeg cykler.
Min ringklokke skaber glæde, og det er det, farver kan. Skabe et mangfoldigt liv. Der er dyr, som er farveblinde, for det er prisen for at få et ekstra skrapt syn, men det ville jeg nu ikke bytte med.
Jeg vil have farver.
Farver skal til her i livet, og det giver jo også god mening, at røde pølser er røde.
Eller at de Skagens-gule huse i Skagen vitterlig er gule, for det vil se lidt fesen ud, hvis alle de huse bare så grå ud, og det samme kan man jo roligt sige om postkasserøde postkasser og smølfeblå smølfer.
Og hvad med de politiske partier. Hvis vi nu ikke kunne se forskel på rød og blå blev det hele lidt kedeligt. Nå ja, undskyld, det kan vi jo næsten ikke i forvejen. Men I forstår min pointe.
Der skal farver på drengen. Der skal være forskelle, hvis vi vil have et farverigt liv, og det vil vi jo gerne. Farverne giver betydning. Blå er beroligende, rød er lidenskab. Orange skulle være god til at skabe positivisme. Sådan er der så meget med farverne, og de er svære at undvære.
Derfor skylder jeg Henning et stort tak, for han har påmonteret en grøn sol lige foran mig, som jeg så kan se på, når jeg cykler.
Lad os alle finder farverne frem hen over vinteren. Lad os være Kongen af Danmark bolcherne i den tyrkiske peber
Når de smukke efterårsblade er faldet af træerne, slår vi til og maler byen rød og himlen blå.
Nå nej, det ender sgu nok alligevel med, at jeg finder den sorte vinterjakkke og de mørke cowboybukser frem, for man er vel et vanedyr.
Men min ringklokke. Den er grøn. En lille klat farve i vinterhalvårets gråhed.