Fortsæt til indhold

Skoven i Havnbjerg får et løft

Arkiv
Arkiv

Det tog lidt tid, men nu sker det. Sønderborg Kommune er i gang med at forbedre stierne i kommunens lille skov i Havnbjerg langs Nordborgvej.
Skoven ved Nordborgvej/Piledamsvej er cirka 5,6 hektar og er anlagt i et gammelt moseområde, der hedder Rachels Mose. Skoven er anlagt i 1970'erne og er primært blandet løvskov. Skoven blev stormskadet, da oktoberstormen Allan rasede den 28. oktober 2013. Især nåletræsbevoksningen blev hårdt ramt, hvor en del af træerne væltede eller knækkede.
På grund af højt græs på stierne og hyppige oversvømmelser har skovgæsten hidtil haft god gavn af store gummistøvler, når der skulle gås tur i skoven. Men det gøres der noget ved nu.
De stormskadede nåletræer fældes, og arealet genplantes med egetræer. Der graves grøfter, anlægges grusstier, og der sættes en bænk op, så man kan sidde og nyde skoven.
Arbejdet er i gang og forventes færdigt i løbet af denne måned.