Fortsæt til indhold

Jeg vil ikke beklage

Socialdemokraten Christa Laursen mener ikke, hun har været illoyal overfor sit parti

Arkiv
Jeppe Rafn

"Det er ærgerligt, det er nået hertil. De ville have, jeg skulle beklage de ting, der er sket, men jeg har altid stået på mål for det, jeg gør, så jeg beklager ikke. Jeg tror på det, jeg har lavet, så jeg kan kun beklage, der er gået politik i det her," siger Christa Laursen efter et sent eftermiddagsmøde med sit parti, som på den baggrund vil ekskludere hende.
Ifølge Christa Laursen fik hun tre valgmuligheder. 1. Gå ud af byrådet. 2. Bliv ekskluderet. 3. Mægling med partitoppen.
Det sidste forslag vil hun ikke bruge tid og kræfter på, og hun vil heller ikke træde ud af byrådet, så derfor ender det nu med en eksklusion.
"Jeg havde aldrig drømt om, det ville komme så vidt," siger Christa Laursen.
Hun fortæller dog, at der tilbage i 2009 også blev sået tvivl om hendes loyalitet/partidisciplin, da hun gik imod en beslutning om ikke at gøre Vejle Sygehus til et akutsygehus.
"Der var jeg til en kammeratlig samtale med forligspartierne, Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti. Dengang stillede de også spørgsmålstegn til mig, men der faldt ro på igen," fortæller hun.

Ikke komme bag på dem

I forbindelse med eksklusionen anklager den socialdemokratiske byrådsgruppe Christa Laursen for illoyalitet, fordi hun imod gruppens vidende fremsendte et ændringsforslag til partiets budgetforslag i forbindelse med 2. behandlingen af Budget 2015.
"De har ikke været i tvivl om min holdning til det, så der er ikke noget, der kan komme bag på dem," siger Christa Laursen til beskyldningen om illoyalitet.
Byrådsgruppen påpeger desuden, at Christa Laursen stemte imod byrådsgruppen i afstemningen om egen habilitet. Byrådsgruppen mente, ligesom juristerne i Vejle Kommune, at Christa Laursen var inhabil i forhold til Vejle Handicap Center, som er omdrejningspunktet for hele striden mellem Christa Laursen og Socialdemokratiet og andre partier.
"De erklærede mig inhabil, fordi jeg kunne søge stillingen som leder i Vejle Handicap Center, men jeg var ude af Vejle Handicap Center på det tidspunkt, så jeg kunne ikke se, jeg var inhabil og derfor ikke stemme for, at jeg var inhabil, da jeg ikke havde tænkt mig at søge stillingen som leder i Vejle Handicap Center," siger Christa Laursen.

Vil stille op igen

Hun bliver i byrådet som løsgænger og har allerede besluttet sig for at ville stille op igen til byrådet om tre år,
"Jeg ved ikke, hvordan jeg stiller op, men jeg er stadig glad for byrådsarbejdet og vil blive ved med at støtte de svage i samfundet. Der er brug for nogle som mig, der står på de svages side."
Christa Laursen har været medlem af Vejle Byråd for Socialdemokratiet siden 1994.