Byrådsmedlem forlader byrådet af private årsager
Socialdemokraten Peter Borup Sørensen forlader til januar Vejle Byråd. Hans kone fik sidste år et direktørjob i Lemvig, og familien har nu besluttet sig for at flytte fra Jelling til Holstebro. Og dermed må Borup efter 11 år forlade byrådet, fordi det er et krav, man bor i kommunen. Hans plads forventes overtaget af Alex Vejby Nielsen.
“Jeg er ked af at skulle forlade det kommunalpoltiske arbejde og Jelling, som jeg og familien har boet i de seneste 22 år. Når det er nødvendigt, hænger det sammen med, at min kone fik et direktørjob i Lemvig sidste år, og i længden er det ikke tilfredsstillende for os at bo hver for sig i hverdagene, som vi har gjort det seneste år,” siger Peter Borup Sørensen i en pressemeddelelse.
Peter Borup Sørensen startede sin byrådskarriere for SF i den tidligere Jelling Kommune. I forbindelse med kommunesammenlægningen i 2006 blev han valgt til byrådet for den nye Vejle Kommune. Peter Borup Sørensen fik genvalg ved det seneste kommunalvalg for Socialdemokraterne, som han skiftede til for to år siden som konsekvens af formandsskiftet i SF.
“Jeg har oplevet mange spændende ting gennem årene som kommunalpolitiker. Højdepunktet for mig var tre år som formand for seniorudvalget,” siger Peter Borup Sørensen, som nu vil benytte fritiden til at tage en lederuddannelse.
På den socialdemokratiske liste er det Alex Vejby Nielsen fra Vejle, der er 1. suppleant og forventes at overtage Peter Borup Sørensens plads i Vejle Byråd.