Willbekommen - stegt Fleisch mit persillesovs
Seniorer fra begge sider af grænsen mødtes da seniorrådet fra Husum var på visit
I sidste uge fik seniorrådet i Haderslev for fjortende gang besøg fra Husum i Sydslesvig. De to seniorråd har gennem årene skabt en tradition for nord og syd for grænsen at besøge hinanden. Både for personlig kontakt, men samtidigt også for at man på seniorplan kan udveksle erfaringer og udfordringer, som kan bruges på begge sider af grænsen .
“Vi er mødtes på begge sider af grænsen gennem fjorten år,” fortæller Hans Egon Lorenzen, formand for seniorrådet i Haderslev:
Godt samarbejde
“Vi er glade for det gensidige samarbejde og gør, hvad vi kan, for at vise vores egn frem. Erfaringsudvekslinger sker meget ofte under kaffen og maden . Det sker på såvel tysk som dansk side.”
Genbesøgene er altid et endagsbesøg, hvor man ud over diskussionen også ser en del af egnen, og netop denne dag var såvel tyskere som danskere på afslutningsbesøg på Vennekredsens store loppegård i Vojens, hvor der også skulle spises mad. Menuen var - med vennekredsformand Jens Peter Rasmussens velvalgte ord: “Stegt fleisch mit persillesovs”. Så bliver det ikke meget mere dansk. Og maden blev serveret med hyggelige harmonikatoner til. Så kunne der nemlig hygges og synges i kor - på begge sprog.
Super hyggeligt
Jens Peter Rasmussen fra Vennekredsen gav den i rollen som guide og viste med glæde Loppegården frem for gæsterne, der naturligvis også fik lov at handle i den udstrækning de havde lyst.
“Man skal jo ikke stå i vejen for en handel,” lød det fra Vennekredsen, som hyggede sig med sine gæster.