Årets gæst nummer 7.000 i KunstPunkt
Trods silende regn kunne KunstPunkts formand A.P. Hansen kl. 14.24 søndag eftermiddag tage imod gæst nummer 7.000 i 2014.
Det blev Hanne Lund, der driver Danhostel Vollerup, og som selv har været med til at sende gæster ud til KunstPunkt, der benyttede det regnfulde vejr til at se den aktuelle udstilling 'Spræl i kunsten og kommunen'.
Hanne kender huset og holder sig orienteret om, hvad der foregår. Hun fortæller, at hun gerne ville se alle udstillinger, men at tiden ikke så tit er til det.
Om den aktuelle udstillinger siger hun: "Det er en sjov måde at se politikkerne på, og det kan nok få flere mennesker til at sætte ansigter og navne på vores byråd."
Hun så også børne-unge-galleriet, hvor bl.a. skoler og andre institutioner gratis kan udstille og på den måde tidligt få en positiv tilgang til kunsten. Hun håber, at skolerne vil gøre brug af det dette tilbud i forbindelse med den nye skolereform.
I øjeblikket er det 3. klasser fra Augustenborg skoler, der udstiller sprællemænd, hvor hvert barn har brugt sig selv som model.
A.P. Hansen tog imod og viste rundt på udstillingen, hvor et Sønderborg byråd med spræl i er fortolket af KunstPunkts medlemmer.
'Spræl i kunsten og kommunen' er åben frem til den 30. oktober. der er åben hver dag fra kl. 13-17 på Kunstpunkt, Storegade 14 i Augustenborg
FAKTA
Kunstpunkt er et udstillings og samlingssted for udøvende kunstnere og kunstinteresserede og tæller i dag 190 medlemmer.
Foreningen kan fejre 4 års fødselsdag til december.