Masser af domkirker
Det berejste drengekor fra Haderslev Domkirke, skal synge i ikke færre end seks store kirker på et halvt år
Haderslev Drengekor står over for de største opgaver i korets historie. I løbet af det kommende halvår, vil de have sunget i ikke mindre end seks domkirker i ind- og udland.
I den forgangne uge - i skolernes efterårsferie - var de på turné til København og Sverige, hvor de skulle synge i Københavns Domkirke og Helsingør Domkirke. Turnéen blev afsluttet med deltagelse i Sveriges største korfestival og en koncert i Lunds prægtige domkirke.
Til jul opfører koret for første gang Händel's storslåede oratorium ”Messias” sammen med domkirkens kammerkor, Vor Frue Cantori. Koncerterne kan høres i Haderslev Domkirke 17. december og igen i Slesvig Domkirke 19. december. Billetter frigives ultimo oktober og sælges bl.a. fra Haderslev Turistbureau.
Endelig synger drengene koncert i Aalborg Domkirke, Budolfi, i marts måned 2015. Der er således meget at glæde sig til for sangerne og meget at være stolte af som Haderslev'er. Koret er en stærk ambassadør for domkirken, byen og i det hele taget med til at sætte sang på dagsordenen og synliggøre det i den brede befolkning.
Læs mere om Haderslev Drengekor og deres koncerter på www.haderslevdrengekor.dk