AAU er det nære universitet i byen
AAU fejrer 1. nov., at der er uddannet ingeniører i 50 år i Esbjerg. Mød to studerende, der læser til civilingeniør i deres nærområde
Når de to studerende, Ditte Møller Nielsen og Johannes Veje, har behov for at tale med deres underviser, går de bare forbi hans kontor, og de går sjældent forgæves. Sådan er det at studere på et af landets mindre universiteter, Aalborg Universitets campus i Esbjerg.
“Det er ret fantastisk, at vi har den tætte forbindelse til underviserne. Man går bare forbi og stikker hovedet ind, og jeg tror ikke, jeg har været ude for, at en underviser ikke havde tid,” siger Johannes Veje.
“Vi er også tæt på de andre linjer, fordi vi ikke er så store hold, så vi kender hele årgangen og arbejder også på kryds og tværs med andre årgange. Jeg har været på kurser med studerende fra maskinretningen, som har en helt anden tilgang til at løse opgaver, og det lærer man af,” siger Ditte Møller Nielsen.
Ditte, 20 år, var tidligt interesseret i de naturvidenskabelige fag og fulgte sin maskiningeniøruddannede mor, da hun skulle vælge studium. Hun er nu på femte semester af kemi og bioteknologi og forventer at gå kandidatvejen.
Fra Afghanistan til energiteknik
Johannes, 26 år, ville egentlig følge i fodsporene på sin far, der er seniorsergent. Han nåede da også at være tre år i forsvaret og var udsendt seks måneder til Afghanistan i 2010. Men da han vendte hjem, var der ikke job at få, og han valgte at følge en kammerat og studere på Aalborg Universitet Esbjerg (AAUE). Nu studerer han på syvende semester til civilingeniør i bæredygtig energiteknik med en overbygning i proces- og forbrændingsteknik.
“På det tidspunkt var Esbjerg det eneste sted, man kunne læse til energiingeniør. Første gang, jeg var her, var til et brush-up-kursus i matematik. Jeg gik i gymnasium på den daværende Esbjerg Statsskole, så det var meget naturligt at søge ind på AAUE,” siger Johannes, der kommer fra Hostrup uden for byen.
Projekter er et hit
Heller ikke for Ditte var valget af uddannelsessted så svært.
“Jeg overvejede at læse kemi på et af de store universiteter, men havde hørt om forelæsninger med 300 studerende på DTU, og så rækker man ikke lige hånden op. Jeg kan godt lide, at studiemiljøet er mindre og mere tæt. Jeg var her i brobygning, og jeg gik på HTX lige på den anden side af krydset og kendte laboratoriet fra projekter, før jeg begyndte. Jeg kendte også til den projektbaserede undervisning fra HTX. Det er en kæmpefordel, at det hele ikke bare er kurser og teori, siger Ditte, der bor hos forældrene i Agerbæk.
“Jeg var slet ikke klar over, at man arbejdede sådan, inden jeg troppede op og fik at vide, hvordan det foregik. Det er herligt at arbejde i projekter sammen med virksomheder. På femte semester havde jeg et projekt med Semco Maritime, og nu er det Siemens Flow i Nordborg,” siger Johannes.
Campusområde under forvandling
Campus Esbjerg har nu ca. 700 studerende, og de to studerende kan mærke, at pladsen ikke er som tidligere. De glæder sig begge til, den nye laboratoriebygning til 131 mio. kr. står færdig i 2015. Den vil ikke kun give dem bedre faciliteter, men også tage trykket af de eksisterende bygninger. Johannes husker, at han var blandt ca. 100 nye studerende i 2011. Dette års optag er på 196.
Ditte og Johannes ser også frem til, at hele campusområdet bliver gjort mere lækkert med multibane, beach-volley, opholdsarealer og meget andet – et projekt til 30 mio. kr.
“Og så må vi ikke glemme at fortælle om Smuthullet, vores studentercafé, som vores årgang bestyrer lige nu. Fredagsbaren er populær, og så er der hvert år en sportsfest i begyndelsen af studieåret, hvor også Syddansk Universitet er inviteret. Det er vigtigt, at der foregår noget socialt, hvis det i en periode ikke lige går supergodt på kurserne,” siger Ditte.