Helse- og spirituel messe på Danhostel Haderslev
Ildsjæl arrangerer messe i de naturskønne omgivelser ved Haderslev Dam
Lørdag og søndag den 25 -26. oktober er der messe på Danhostel, Erlevvej 34 i Haderslev.
“Jeg har sammen med Pia og Peter inviteret til en messe med alternative behandlingsformer,”fortæller Eva Skøtt meget begejstret og fortsætter:
“Jeg er selv alternativ behandler og syntes, at sådan en messe burde vi have i Haderslev. Jeg har fået en rigtig god ordning med Danhostel og glæder mig rigtigt meget.”
Eva Skøtt er særdeles tilfreds med forløbet indtil nu, idet ikke færre end 21 udstillere har meldt deres ankomst. Her er tale om massage og zoneterapi, men der er også håndlæsning og grafologer samt meget andet indenfor alternativ behandling. Ydermere vil besøgende kunne få prøvebehandlinger.
Ringede rundt først
“Jeg ringede rundt til en masse mennesker, og de tog rigtigt godt imod mig og var særdeles imødekommende. Ellers havde jeg slet ikke turdet binde an med det. Det er første gang, jeg prøver,” siger Eva Skøtt, der håber at messen vil tiltrække en masse nysgerrige mennesker:
“Der vil være fribilletter i en række butikker, men har man ingen kan man komme ind for blot femogtyve kroner,” lyder det fra arrangøren.
Der er ingen tvivl om, at en række mennesker vil få en kæmpe en på opleveren den weekend, hvor Danmark går fra sommertid.