58 kunstnere udstiller i Kongensgade
Kunst for Alle 2014 er åbnet i Fredericia. 58 kunstnere udstiller deres værker
I dagene op til åbningen af “Kunst for Alle” i Fredericia var der travlt i udstillingssalene i Kongensgade. 58 kunstnere havde indleveret værker. Alle kunstnere var garanteret udstilling af mindst ét værk, og efter en omhyggelig “censur”, gik arrangørerne i gang med at hænge de udvalgte værker op.
“Vi har udvalgt cirka 150 værker. Omkring 75 er valgt fra. Niveauet er højere end nogensinde før,” fastslår Preben Andersen, formanden for Kunstsamrådet, der står bag Kunst for Alle.
Årets udstilling er den 12. af slagsen. Væggene er fyldt med store og små malerier. Publikum møder en mangfoldig palet af udtryk - meget forskellige og alsidige værker. Landskaber, abstrakte ting, personmalerier - og installationer.
Arne Gunnar Poulsen fra Fredericia har tre værker med. Frihed, hedder de alle - ganske som udstillingens tema. Et af dem er et maleri.
“Jeg fik taget et foto af mig selv i august sidste år. Jeg står der, nøgen, med vinger på. Hånden er også min egen. Det er altså malet efter et fotografi. Jeg bruger moderne midler til at nå målet,” lyder det fra Arne Gunnar Poulsen, der sprang ud som kunstner i 2007.
“Jeg lavede nogle stenskulpturer, og solgte dem. Så fik jeg smag for det. Jeg anede ikke, at jeg kunne sådan noget.”
På Kunst for Alle er det kunstnerne, der betaler for at udstille. Det koster 100 kroner.
“Det burde koste mere. 250 kroner ville ikke skræmme nogen væk. Det er godt for at byen at have denne udstilling. Det er godt for kunsten og kulturen, som jo er så vigtig. Jeg hørte i radioen, at Churchill en gang blev spurgt: Vil De skære ned på kulturen? Han svarede: Hvad tænker I på? Hvad tror I vi kæmper for?”
Formanden for Kunstsamrådet smiler og nikker samtykkende til bemærkningen om øget deltagerbetaling.
“Den tager jeg med på vores evalueringsmøde efter udstillingen,”
Kunst for Alle kan opleves frem til den 26. oktober.