Ugens politinoter
Læs om ugens begivenheder hos Lokalpolitiet i Varde
Landbetjent agerede Rullemarie
Landbetjenten fra Oksbøl blev torsdag sendt ud til en anderledes opgave i Blåvand. En borger havde på afstand observeret en mystisk granat-lignende genstand, der stak ud af klitten på stranden. Det ville være umuligt at komme derud uden en firehjulstrækker, så landbetjenten måtte rykke ud. Han kunne dog hurtigt konstatere, at der var tale om en rusten malerspand.
Villaindbrud på Hjertingvej
Der har været indbrud i en villa på Hjertingvej i Varde. Tyven sparkede bagdøren op for at komme ind i huset. Udbyttet blev en mobiltelefon samt spiritus.
Godsejeren skal i retten
Det vakte stor opstandelse. ikke kun i Sig men i hele Danmark, da godsejeren fra Nørholm Gods i Sig ved Varde kom med udtalelser om, at byen ikke var klar til et homoseksuelt forpagterpar.
Sagen bragte dog byen på landkortet og borgerne fik et tættere sammenhold trods modstanden fra godsejeren på at ansætte et homoseksuelt par som nye forpagtere af Sig Hotel. Et hotel godsejeren ejer. Den udtalelse hives han nu i retten for. Ekstra Bladet har fået aktindsigt i anklageskriftet mod godsejeren. Han er tiltalt for at have overtrådt lovbekendtgørelsen om forskelsbehandling på grund af race, oplyser TV Syd. Selvom godejeren senere har beklaget sine udtalelser skal han i retten i Esbjerg sidst i denne måned.
Civil anholdelse af spritbilist
To mænd fra Agerbæk fik bragt en spiritusbilist til standsning på Tyttebærvej i Agerbæk. De lod den 36-årige sidde på fortovet til politiet kom og tog over.
Indbrud i Sig
Der har været indbrud i en villa på Thorstrupvej i Sig. Et vindue blev brudt op. Udbyttet blev en ph-lampe.
Tissede i gågaden
En 29-årig mand fra Haderslev fik i weekenden en bøde af politiet for at stå og tisse i Kræmmergade.
Indbrud i Årre
Der har været indbrud på Vænget. En dør blev brudt op. Udbyttet blev smykker og kontanter.
Indbrud i Alslev
Der har været indbrud i en villa på Jupitervej i Alslev. Der blev stjålet stereoanlæg, fortsærkere og dvd afspiller.
Færdselsuheld på Tarphagevej
Fredag eftermiddag skete der et harmonikasammenstød på Tarphagevej. tre biler kørte ind i hinanden. Der skete dog kun materiel skade.
17-årig spritbilist kørte ind foran politiet
Lørdag morgen stoppede politiet en bilist på hjørnet af Kærvej-Vestervold i Varde. Bilisten kørte underligt ind foran en patruljebil. Det viste sig at være en 17-årig mand fra Hvide Sande.
Spiritusbilist: Fem biler snuppet i år
En 46-årig mand fra Outrup nord for Varde blev onsdag stoppet af politiet på Nymindegabvej.
Han var spirituspåvirket og kørte i frakendelsestiden.
“Vi tog hans bil og det er den femte bil han får konfiskeret. Den fjerde blev taget mandag i sidste uge,” fortæller politikommissær, Bjørn Pedersen, fra Lokalpolitiet i Varde.
“Samtidig kan jeg tilføje, at han nærmer sig et to-cifret antal sigtelser for spirituskørsel i år,” oplyser Bjørn Pedersen.