Reduceret flertalsgruppe svarer igen
Sven Jensens skifte fra Slesvigsk Parti til Venstre har ført til en magtkamp i Børn og uddannelsesudvalget
Flertalsgruppen i byrådet er reduceret med et enkelt medlem. Det er konsekvensen af, at et af Slesvigsk Partis byrådsmedlemmer er skiftet til partiet Venstre. Borgmesteren og flertalsgruppens gruppeformænd har drøftet situationen.
”Vi håber, at Venstre og Sven Jensen får glæde af deres samarbejde. Her og nu udfordres vi af, at Venstre har valgt at udnytte situationen og vælte to af vore udvalgsformænd. Til gengæld vil man opleve at flertalsgruppen er styrket når det gælder sammenhold og samarbejdet. Vi har sat en del skibe i søen i de første ni måneder af perioden, og vi har netop, med opbakning fra DF, vedtaget et solidt og udviklingsorienteret budget. Vi brænder efter at komme i gang med at realisere vore planer og bygge videre på det - trods alt - gode grundlag Sønderborg Kommune står på. DF har med budgetforliget signaleret samarbejdsvilje, og vi inviterer alle byrådets partier til at rykke sammen om at arbejde med de store udfordringer vi har,” lyder det fra flertalsgruppens gruppeformænd, som er Ole Wandal Stenshøj, Det Konservative Folkeparti, Anders Brandt, Enhedslisten, Aase Nyegaard, Fælleslisten, Stephan Kleinschmidt, Slesvigsk Parti og Preben Storm, Socialdemokraterne.
”Vi har benyttet situationen til at kigge den politiske struktur efter. Børn og uddannelses-udvalget har tydeligvis et meget stort ansvarsområde og står overfor store opgaver med at implementere skolereformen, sikre en god 10. klasse og de unges overgang til ungdomsuddannelserne, ligesom vi i budgettet har lagt op til et øget fokus og forbedringer af forholdene for de sårbare børn og familier. Vi ønsker derfor at styrke udvalget ved at udvide antallet af medlemmer fra 5 til 7. Dette for at sikre en bredere repræsentation og dermed brede løsninger”, lyder det gruppeformændene.
På økonomiudvalgsmødet onsdag i næste uge den 22. oktober vil ovenstående ændring blive behandlet og indstillet til byrådet. Den 5.november kan ændringen endelig vedtages, og der foretages ny udpegning til de stående udvalg.
”Vi vil hurtigst muligt have ændringerne gennemført, så vi kan komme videre med arbejdet. Det er en styrket og sammentømret flertalsgruppe, der går til arbejdet. Vi respekterer, at Venstre benytter enhver lejlighed til at udfordre os, men vi appellerer samtidig til, at hele byrådet bakker op om arbejdet med vores fyrtårne og de overordnede politikker,” lyder det fra flertalsgruppens fem gruppeformænd i en netop udsendt erklæring.