Myrer på Augustiana
Verdens længste kunstinstallation – fra Schweiz til Als – er tæt på finalen
Torsdag den 23. oktober kl. 13.30 er der fernisering i Augustiana Skulpturpark, over det man kalder verdens længste kunstinstallation, som er meldt til Guinness World Records.
Projektet blev sat i gang i foråret 2013 af den schweiziske kunstner Jörg Rohner, og siden er der fremstillet omkring 75 kunstværker i Schweiz, Tyskland og Danmark. De stammer fra værksteder på en række folkeskoler, handelsskoler, ungdomsskoler samt kultur- og terapiværksteder i de tre lande.
"At Sønderborg kommune er endestation og dermed får æren af ferniseringen og fem ugers udstilling giver alle uddannelsesinstitutioner rig mulighed for at lade sig inspirere til kreativ og spændende undervisning. Jeg er rigtig stolt af, at elever og lærere på syv af vores folkeskoler har deltaget i verdens længste kunstprojekt og dermed måske bliver del af en verdensrekord. Det er et unikt projekt, der kombinerer kunst og grænseoverskridende samarbejde med næsten alle fagområder i den moderne undervisning," siger Erik Lorenzen, formand for børne- og uddannelsesudvalget i Sønderborg Kommune, som er hovedtaler i forbindelse med ferniseringen.
Over 2.000 børn og unge fra 6 til 18 år har deltaget i forskellige projekter, som har haft temaet 'myrer' til fælles. Forskellige former og materialer fra træ, sten og pap til gips, kunststof, metal og modellervoks er taget i anvendelse. Hver eneste myre er unik, og hver myre har været med til at vække Ameisenstrasse til live. Myrerne sidder nu rundt om i skolegårdene, de kravler over tage og på facader, og de udsmykker klasseværelser og fællesrum.
Samtidig har der været kreativ undervisning omkring myrernes fantastiske levevis, herunder deres hierarki, deres kommunikationsmetoder og deres biologi med mere.
På den 1.200 kilometer lange strækning er der i gennemsnit kun mellem 10 og 20 kilometer til det nærmeste kunstprojekt, som enten er skabt efter deltagernes egne ideer eller efter Jörg Rohners byggeanvisninger på ameisenstrasse.ch
Hertil kommer, at eleverne har skrevet deres ønsker eller budskaber på et cirka 40 cm stort myreæg, som de selv har fremstillet. Disse kæmpestore myreæg vil kunstneren samle ind på sin vej til Augustiana, og derefter bliver de en del af 'finale-skulpturerne' på Augustiana, som består af bl.a. en kæmpe myrefigur fra Schweiz, Tyskland og Danmark.