Joy er tilfreds med Jens
Borgmesteren ser muligheder for Roskilde Sygehus efter regionsformands løfte om at undersøge mulighederne for flere aktiviteter
- Jeg er meget tilfreds med, at Jens Stenbæk og regionen nu vil lave en analyse af, hvordan aktiviteterne i Roskilde og Næstved kan udvides i forhold til det, der ellers er lagt op til i regionens sygehusplan. Sådan siger borgmester Joy Mogensen (S) efter onsdagens møde med regionsformand Jens Stenbæk (V) og Roskildes Sygehusgruppe, hvor dennes bagland og samt repræsentanter for patientorganisationer, faglige organisationer og andre var indbudt til en diskussion. I alt var 50 deltagere samlet i rådhusets kantine for at høre på flere oplæg og deltage i en paneldiskussion mellem Joy Mogensen, Jens Stenbæk og Sygehusgruppens talsmand, apoteker Paul Bundgaard. - Selv om vi i Roskilde fortsat er skuffede og frustrerede over, at regionens største by ikke har fået et af de fire akutsygehuse, har vi nu accepteret denne overordnede plan og prøver så gennem en dialog at få nogle flere senge, jobs og en ordentlig skadestue til Roskilde, siger borgmester Joy Mogensen,
Retter skævheder
- Her kunne jeg høre på Stenbæk, at der er nye muligheder i det budget, som regionen nu har vedtaget, hvor man vil analysere mulighederne for at flytte flere opgaver til Roskilde og Næstved, fordi der ikke er råd til nok senge på det kommende hovedsygehus i Ølby. - Jeg er tilfreds med mødets forløb, fordi jeg kan mærke, at Jens Stenbæk er klar over, at Roskilde ikke er blevet rimelig tilgodeset. På mødet gjorde flere deltagere opmærksomme på, at Roskilde-området er den vigtigste vækst-motor for hele Sjælland, og det er regionsformanden også meget bevidst om. - Alt i alt var det et rigtigt godt arrangement med en god stemning, hvor vi fik udvekslet synspunkter. Jeg tror, der er muligheder for, at vi kan få rettet nogle af de værste skævheder for Roskilde i sygehusplanen, uden at den bliver lavet helt om.
Konstruktiv diskussion
Regionsformand Jens Stenbæk (V) mente ligeledes, det havde været et meget positivt møde med en konstruktiv stemning og diskussion. - Jeg er glad for, at Roskilde nu accepterer den vedtagne sygehusplan. Når det så er sagt, så er jeg også indstillet på at undersøge mulighederne for flere aktiviteter i Roskilde og Næstved, som der er lagt op til i det budget, vi netop har vedtaget i regionsrådet. Vi får brug for mange pladser og ansatte til at udføre planlagte operationer af mere rutinepræget karakter, men det er der jo også en god del jobs i. Stenbæk ser nu frem til en fortsat dialog med både kommunen og Sygehusgruppen i Roskilde om fremtiden for det lokale sygehus.
Mulighed for Roskilde
Sygehusgruppens talsmand, apoteker Paul Bundgaard, der hele vejen har været ildsjælen i forsøget på at redde så meget af Roskilde Sygehus som muligt, var også tilfreds bagefter: - Vi får ikke et stort akut-hospital, som Roskilde egentlig var berettiget til. Men den økonomiske virkelighed, hvor regionen under alle omstændigheder får brug for nogle af sine mest moderne senge på Roskilde Sygehus, begynder at trænge igennem. - Jeg kan høre, at regionsformand Jens Stenbæk er indstillet på at lytte til ønskerne fra Roskilde, og det er altid et godt udgangspunkt. Så jeg opfatter resultatet af dette møde som en åbning, der kan give mulighed for en bedre fremtid for det lokale hospital, også når det gælder en fuldt fungerende skadestue i den største del af døgnet. Paul Bundgaard og borgmester Joy Mogensen er enige om, at Roskilde skal følge tæt med i den analyse, som regionen nu skal foretage, så sygehuset på Køgevej ikke bliver overset eller udelukket i denne planlægning. Både kommunen og Sygehusgruppen vil nu fortsætte sit arbejde for at påvirke denne beslutning. tk