Stærkt VM på Hawaii rundede sæsonen af

IRONMAN: Et europamesterskab i Frankfurt i sommer og senest en top fem-placering i sin aldersgruppe ved VM på Hawaii. Det er de imponerende højdepunkter for Cecilie Mathornes blot anden sæson i triatlonverdenen, hvor hun effektivt har etableret sig som en af verdens bedste kvindelige ironman-udøvere i aldersgruppen 25-29 år.
Hun er netop vendt hjem fra Hawaii, hvor hun i øvrigt boede sammen med de to andre Køgedeltagere i konkurrencen, Morten Sonne og John Enevoldsen, som også opnåede rigtig gode resultater i den traditionsrige og prestigefulde konkurrence. Trods sin korte tid i triatlonsporten er det anden gang, Cecilie Mathorne har deltaget i VM på Hawaii, og med en fin forbedring i forhold til sidste år og en femteplads i aldersgruppen viste den 28-årige Køgepige igen sit store potentiale i sporten, hvor de fleste først topper i løbet af 30'erne.
Nu er sæsonen ved at være overstået, men det betyder ikke lange dage og aftener på sofaen for den ambitiøse triatlet. Der venter blandt andet en masse løbetræning, da løbet er den af de tre discipliner, hvor der er mest plads til forbedring for Cecilie Mathorne.
- Det er løbet, jeg hænger på i forhold til de andre discipliner, fortæller hun, hvilket understreges af, at hun faktisk lå nr. tre i sin aldersgruppe efter svømning og cykling på Hawaii.
Her lød hendes maratontid på 3.42 timer, hvilket de fleste nok ville være glade for - især efter at have svømmet 3,8 kilometer og cyklet 180 kilometer først - men hun satser alligevel på at kunne forbedre sig ret væsentligt her.
- Jeg vil meget gerne skære 20 minutter af min maratontid, så jeg kommer ned omkring 3.20, og det går også fremad, men det tager lang tid at blive god til at løbe. Det er en flere år lang proces, og jeg skal passe på ikke at blive skadet undervejs, fortæller Cecilie Mathorne, der faktisk kun har løbetrænet, siden hun blev opereret i højre knæ i november 2012.
Hun fortæller da også, at hun havde ondt i foden hele vejen gennem det afsluttende maratonløb på Hawaii, men alligevel var hun altså omkring 15 minutter hurtigere end sidste år på den meget krævende rute på de både meget kuperede og vindblæste veje på Hawaii, hvor varmen også er en faktor, der er svær at ignorere for atleterne.

Fysisk og psykisk kamp

Det vidner i den grad om den vilje og beslutsomhed, der kendetegner hende og de øvrige ironman-deltagere på Hawaii, hvor man i den grad kan nå at føle sig på udebane i den ensomme kamp rundt i de øde lavaområder.
- I København kan man næsten føle, at man bliver båret igennem ironmankonkurrencen, men på Hawaii er man meget alene med sig selv, og man kommer virkelig hele følelsesregistret igennem i en konkurrence. Man rammer et tidspunkt, hvor man mest har lyst til at stoppe op, og hvor man tænker: "Hvorfor gør du det? Behøver du virkelig udsætte dig selv for den smerte? Er du idiot?", fortæller hun med et grin om de mange timer i konkurrencen, som i lige så høj grad er en psykisk udfordring som en fysisk, og hvor det er en udfordring at styre tankerne på grænsen af komplet udmattelse.
Men det er også her, Cecilie Mathorne blandt andet har lært, at hun nok er mere stædig og vedholdende end de fleste.
- Det er der, man lærer sig selv godt at kende. Man søger grænserne og kommer ud til kanten - og lige så ked af det man kan være undervejs, lige så glad er man, når man kommer i mål. Så er belønningen så meget større, fortæller hun og tilføjer, at et andet "våben" mod trætheden er den følelse af forpligtelse over for de mange forberedelser, som hun har.
- Når man har brugt så meget tid på forberedelserne og givet afkaldt på mange sociale arrangementer i løbet af et år for at træne, så ville det føles som spild, hvis man måtte udgå, siger Cecilie Mathorne, der nu har fire ironman-konkurrencer på cv'et og har gennemført hver gang.
Og hun har mod på mere næste år, hvor den foreløbige sæsonplanlægning blandt andet omfatter et forsvar af titlerne på Mallorca og i Frankfurt. Og forberedelserne i vinter går blandt andet i en lidt overraskende retning, for her skal hun nemlig danse...
- Jeg har givet mig selv en god vinterudfordring. Jeg skal lære at danse. Jeg har virkelig ingen rytme i kroppen, så jeg begynder til noget fitnessdans for at få en bedre koordination og rytme - det tror jeg kan gavne både mit løb og svømning, fortæller hun.