Musikken bygger bro mellem børnehusene
Gartnervejens Børnehus lukker med festligt indslag som en del af Spil Dansk i Køge kommune
VEMMEDRUP: Man kan græde eller man kan feste. Og det er det sidste Gartnervejens Børnehus har besluttet sig til når de med udgangen af oktober lukker ned efter 14 spændende og dejlige år.
- Vi vil gerne give børnene den bedst mulige afsked fra børnehuset samtidig med at vi vil være med til at sikre dem en god start i deres nye børnehaver. Hvad kan være bedre end en fest med sang og musik sammen med vennerne, siger Lilian Bjelke udviklingschef i TitiBogruppen som har drevet børnehuset de sidste 12 år.
- Selvfølgelig er både vi og børnene kede af at vi skal lukke, men vi ønsker at sende børnene afsted på en god måde, siger Lilian Bjelke videre.
Derfor arrangeres i samarbejde med Spil Dansk og Køge Kommune en koncert med Steen og Hyggenotterne. Til koncerten er inviteret børn og pædagoger fra de børnehuse børnene skal over i, samt forældre, tidligere børn og forældre, samarbejdspartnere med flere.
Børnekoncerten byder på en udfordring af børnenes tabuer omkring virkelighed og fantasi i form af sang, trylleri, myter, sandhed og masser af sjov. Og det bliver også sjovt for de voksne.
Børnene får en musikalsk oplevelse sammen med gamle venner fra Gartnervejens Børnehus og med nye venner fra de andre børnehuse. Sammen vil de efterfølgende kunne synge med på historien om Hr. Svenson, Kannibalen Konrad og mange flere.
Koncerten finder sted torsdag den 30 oktober kl. 15.30 i Gartnervejens Børnehus, Gartnervej 18, Vemmedrup. Efter koncerten bydes der på kaffe og kage. Alle er velkomnepm