Fortsæt til indhold

Entreprenør i øl-depotet

Gundsø-firma er rykket til Langebjerg i det østlige Roskilde

Arkiv
Arkiv

Familiefirmaet Gundsø Entreprenør Forretning er rykket ind i det tidligere øl-depot for Tuborg og Carlsberg ved Langebjerg i det østlige Roskilde, hvor der fredag var åbent hus for medarbejdere, samarbejdspartnere, leverandører og andre med tilknytning til virksomheden. For et par år siden blev firmaet overtaget af anden generation Mia og Jesper Vesterlyng, men hans forældre Anne og René, der grundlagde det tilbage i 1995, arbejder fortsat med. René arbejdede dengang hos Falck, men uddannede sig ved siden af til kloakmester og begyndte i det små fra hjemmet i Ågerup. I starten udlejede han maskiner med og uden fører, men virksomheden fik hurtigt et omfang, så han måtte bestemme sig til, om han ville være selvstændig. Han tog springet, og to år senere var firmaet vokset så meget, at familien flyttede til en ejendom mellem St. Valby og Gundsølille, lige op ad Maglemose Å. Anne og René udviklede virksomheden ved at udføre vedligeholdelses-arbejder i den daværende Gundsø kommune. Siden har de også overtaget opgaven i den nye store Roskilde kommune, hvor de har en såkaldt rammeaftale om at vedligeholde bygninger og kloaker. Hvis der går hul på en ledning en nat, rykker firmaets folk ud og klarer sagen. Gundsø Entreprenør Forretning har også andre store lokale kunder som Roskilde Forsyning, Roskilde Brandvæsen, det store lokale boligselskab og Greve kommunen. - Tillid er vigtig i denne branche. Det ved, at vi kommer og udfører arbejdet, forklarer René Vesterlyng.

Skolekærester

Sønnen og svigerdatteren, Jesper og Mia Vesterlyng, der nu ejer virksomheden, mødte hinanden allerede i 1. g. på Himmelev Gymnasium og har holdt sammen lige siden. Han har aldrig været i tvivl om, at han skulle overtage. - Jeg er nok nærmest vokset op med en gravemaskine, så det ligger vel nærmest i generne. Måske blev jeg også fabrikeret i sådan en, beretter han med en sødt hilsen til sine forældre. Undervejs har han uddannet sig til bygningskonstruktør og kloakmester, mens Mia er uddannet markedsførings-økonom fra Roskilde Handelsskole. Sammen har de sønnen Oscar, så næste generation i familie-firmaet er også på plads. tk