Fortsæt til indhold

Gamle nyheder duer ikke i avisen

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

ROSKILDE NYDER GODTAF at have hele to aviser, der bringer mange forskellige lokale nyheder og oplysninger ud til alle interesserede i vores område. Nogle tænker måske ikke til daglig over, hvilken fordel det giver byen, når så mange på den måde kan følge med i, hvad de andre mener og gør.
Men det er en styrke at have både Dagbladet og Roskilde Avis ved siden af hinanden, og de to medier gør faktisk hinanden bedre, når de forstår at konkurrere på en måde, så det også kommer læserne til gode.

DEN LOKALE UDGAVE
af Dagbladet bringer hver dag døgnaktuelle nyheder fra området både på papir og på nettet. Efter min opfattelse klarer kollegerne i Hersegade denne opgave på udmærket vis, så man altid får mange af de vigtigste oplysning her.
Avisen læses af beslutningstagere, erhvervsfolk og andre, som gerne vil følge med konstant, og faktisk er den blevet bedre efter omlægningen til tabloid-format, der kræver kortere og flere artikler samt god brug af billeder.

ROSKILDE AVIS
kommer ud til alle husstande i både Lejre og Roskilde kommuner, plus enkelte andre områder som Borup, Havdrup og Tune. Det stiller andre krav, som vi prøver at leve op til.
Når vi ikke altid kan være døgnaktuelle i vores avis, der udkommer onsdag-torsdag og fredag-lørdag, må vi bringe nogle af vore helt aktuelle nyheder på hjemmesiden. Den er efterhånden kommet op på over 10.000 læsere i samme tidsrum, som for hver udgave af papiravisen, der dog fortsat har knapt 70.000 læsere. Så er den relative gennemslagskraft sat på plads.

VI SKRIVER OGSÅ VORE ARTIKLER
på en anden måde end den traditionelle dagblads-form, hvor man altid kan følge op på en sag med en ny vinkel allerede igen i morgen. Når vores papir-avis kun udkommer to gange om ugen, må historierne kunne holde lidt længere og være bedre til at fastholde læserne interesse.
Derfor prøver vi altid at gøre historierne mere personlige, så det er levende mennesker, der gennem ord og billeder beretter om sager eller problemer – men også gerne noget med en positiv afslutning.

MENINGEN MED AVISEN
er jo, at så mange som muligt skal få så meget som muligt ud af at læse den, og det lykkes også ganske godt, viser målingerne. Jo flere, der åbner avisen og læser længere tid i den, desto større chance er der samtidig for, at de ser de betalte annoncer, som jo udgør hele vores økonomiske fundament.
Nogle læsere klager af og til over, at der er for mange annoncer, så der kommer for få nyheder. Men det er lige omvendt. Når ca. 75 pct. af pladsen skal være annoncer, for at den kan udsendes gratis til alle husstande i vores område, så er det også klart, at ekstra annoncer også giver flere artikler.

HVIS AVISERNE SKRIVER FORSKELLIGT
, får læserne i Roskilde-området også meget mere at vide, så vores redaktion gør sig umage for at finde andre emner eller vinkler end det, som Dagbladet bringer. Jeg mener, det er godt for begge aviser.
Hvis vi skrev det samme som Dagbladet og udkommer flere dage senere, ville læserne med god ret kunne sige, at det bare er forældet stof og holde op med at åbne vores avis.
Omvendt ville gentagelser være lige så skidt for vore venner i Hersegade. For andre læsere kunne jo sige, at de ikke længere ville betale for denne daglige avis, hvis de alligevel kunne få noget af det samme gratis et par dage efter.
På Roskilde Avis arbejder vi derfor ud fra princippet om, at vi normalt ikke bør gentage, hvad Dagbladet allerede har bragt af artikler eller læserbreve. Dermed prøver vi at leve op til et motto om, at:
GAMLE NYHEDER DUER IKKE I AVISEN